Det danske kabelselskab NKT har netop underskrevet en endelig aftale med SSEN Transmission, om at udvikle to skotske højspændingsprojekter, Western Isles og Spittal to Peterhead.
Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse mandag.
Aftalen om samarbejdet blev offentliggjort allerede i sommeren sidste år den 15. juli 2024, men det er først nu, at det danske selskab har kunne sætte sin krusedulle nederst på papiret.
Og med den krusedulle bliver ordreværdien også offentliggjort. For de to projekter løber ordreværdien i standardmetalpriser op i i alt 1,86 mia. euro, hvilket svarer til 13,9 mia. danske kroner. Samlet set har ordren en værdi på 2 mia. euro.
- Vi er meget tilfredse med at have underskrevet de endelige kontrakter for de to skotske transmissionsforbindelser med SSEN Transmission. Denne milepæl styrker vores position på det britiske marked og understreger vores engagement i at udbygge kabelinfrastrukturen, der understøtter regionens omstilling til vedvarende energi. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med SSEN Transmission og samtidig styrke vores lokale tilstedeværelse ved at skabe arbejdspladser og indgå partnerskaber med britiske leverandører, udtaler Claes Westerlind, administrerende direktør i NKT i meddelelsen.
For NKT omfatter de to såkaldte turnkey-projekter design, produktion og installation af både on- og offshore-kabler, skriver selskabet. Projekterne skal desuden være med til at gøre elnettet klar til den grønne omstilling ved at udbygge kapaciteten.
Kontraktværdien, der er højere end oprindeligt estimeret i 2023, på grund af stigende råvare priser og inkluderingen af det fulde projektomfang, herunder kabelinstallation, er nu inkluderet i ordrebøgerne i højspændingsforretningen.
.\\˙ MarketWire