Vindmølleproducenten Nordex melder om en robust ordreindgang i første kvartal og en fortsættelse af et stabilt prismiljø.
I årets første tre måneder modtog Nordex bestillinger af 292 vindmøller med en samlet kapacitet på 1869 megawatt. I samme kvartal sidste år var ordreindgangen lidt større på 2181 megawatt.
- Vi har haft en solid start på året med en ordreindgang på omkring 1,9 gigawatt, hvilket er i overensstemmelse med vores forventninger, siger topchef i Nordex José Luis Blanco i en meddelelse.
Den gennemsnitlige salgspris for møllerne var på 0,91 mio. euro per megawatt sammenlignet med 0,87 mio. euro i første kvartal af 2025. Stigningen er primært drevet af ordreomfang og regionale mikseffekter, fortæller Nordex.
- Vi ser fortsat en solid ordrepipeline i Europa og Nordamerika og har fortsat tillid til, at det forventede ordremomentum vil holde hele året, siger José Luis Blanco endvidere.
.\\˙ MarketWire