16. dec. 2025 kl. 14:25
98 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Nordsøolien falder til under 60 dollar per tønde - ikke set siden maj

Nordsøolien falder til under 60 dollar per tønde - ikke set siden maj

Oliepriserne fortsætter den nedadgående trend tirsdag - og prisen for en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster i eftermiddagshandlen 59,33 dollar - det er første gang siden maj, at prisen har været under 60 dollar.

Det skriver Bloomberg News.

Det er fortsat udsigten til en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine, der er i kikkerten. Det puster nemlig til håbet om en mulig lempelse af sanktionerne mod russisk olie.

- Nyhedscyklussen omkring Ukraine og Rusland presser prisen nedad nu, mens et større udbud også har spillet en rolle i et stykke tid, siger Florence Schmit, energianalytiker hos Rabobank, til nyhedsbureauet.

Olieprisen er på vej mod et årligt fald, da udbuddet forventes at overstige efterspørgslen både i år og næste år takket være højere produktionen fra Opec, Organisationen af Olieeksporterende Lande, samt andre olieproducerende lande. Og selv om Opec og dets allierede i Opec+ har udskudt højere produktion til starten af 2026 med henvisning til usikre udsigter, så har Det Internationale Energiagentur estimeret, at overskuddet næste år vil være det største nogensinde.

- Alle øjne er i dag rettet mod, om Brent vil lukke under 60 dollar eller ej, siger Bjarne Schieldrop, chefanalytiker for råvarer hos SEB, til Bloomberg.

Ved indgangen til 2025 kostede en tønde Nordsøolie over 72 dollar.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 57 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig