Novo Nordisks lancering af Wegovy i pilleform fortsatte den gode udvikling i uge 4, viser de seneste recepttal fra Symphony Health fredag morgen.
I uge 4 blev Wegovy-pillen udskrevet på recept 26.637 gange mod 20.371 recepter ugen før. Det er en vækst på lige under 31 pct.
Hos AL Sydbank ser senioranalytiker Søren Løntoft Hansen positivt på udviklingen. Han bemærker, at der i ugen var helligdagen Martin Luther King Day, hvor der ikke blev udskrevet recepter.
- Det er en fortsættelse af den positive lancering, som vi har set de seneste uger, hvor lanceringen stadig overgår de tilsvarende recepter ved lanceringen af Wegovy som injektion og Zepbound, siger han til MarketWire.
Vægttabsmidlet Zepbound er udviklet af konkurrenten Eli Lilly, der også står bag diabetesmidlet Mounjaro. Ligesom Novos vægttabsmiddel Wegovy og diabetesmidlet Ozempic er det et såkaldt GLP-1-middel.
Søren Løntoft Hansen peger på en ny udvikling i uge 4, hvor antallet af recepter på både konkurrerende GLP-1-midler og Ozempic samt Wegovy i injektionsform gik tilbage, mens Wegovy-pillen gik frem.
- Det, der er interessant, er, hvorvidt Wegovy-pillen kannibaliserer brugen af Wegovy som injektion. Det har der ikke hidtil været en indikation på. I den her uge går Wegovy, Ozempic, Zepbound og Mounjaro tilbage.
- Det er sværere at vurdere, om der er noget i forhold til receptudskrivningerne, som forklarer et tegn på kannibalisering, fordi der var Martin Luther King Day i den uge. Det spiller ind på recepterne, konstaterer analytikeren.
I uge 4 blev der udskrevet 148.553 recepter på Wegovy i injektionsform mod 156.370 ugen før. Imens aftog recepterne på Lillys midler Zepbound og Mounjaro til 290.309 og 653.799 fra henholdsvis 304.410 og 695.440. Ozempic blev udskrevet 508.939 gange mod 545.268 ugen før.
Selv om væksten i antallet af udskrevne recepter er aftaget i uge 4, skal man passe på med at lægge for meget i vækstraten - særligt i en uge med en helligdag, påpeger Søren Løntoft Hansen.
- Man skal være ekstraordinært varsom lige i den her uge, der dækker over Martin Luther King-helligdagen, siger han man fastslår, at der fortsat er tale om en positiv lancering.
.\\˙ MarketWire