Novo Nordisks lancering i USA af Wegovy i pilleform fortsatte den pæne udvikling i uge 6, viser de seneste recepttal fra Symphony Health fredag morgen.
I uge 6 blev Wegovy-pillen udskrevet på recept 38.423 gange mod 29.347 recepter ugen før.
Det er en vækst på lige under 31 pct.
- Der er god fremdrift i udskrivningen af recepterne for Wegovy-pillen. Det er selvfølgelig positivt, også set i lyset af at lanceringen fortsat overgår tilsvarende lanceringer af Wegovy i injektionsform og også Lillys Zepbound, vurderer Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker, overfor MarketWire og fortsætter:
- Selvom man skal være varsom med at overfortolke, tyder det fortsat på, at lanceringen forløber uden i nævneværdig grad at kannibalisere på Wegovy-injektionerne, siger han.
I et interview med CNBC onsdag løftede Novos topchef, Mike Doustdar, sløret for, at der nu er 246.000 amerikanere, der tager pillen.
Til sammenligning er der nu udskrevet 119.195 recepter på Wegovy-pillen til forsikringsdækkede patienter siden lanceringen ved årsskiftet, viser recepttallene fra Symphony Health.
Søren Løntoft ser dermed også en mere begrænset markedsreaktion på dataene, blandt andet fordi han venter, at handlerne fortsat vil have meldingerne fra ledelsen ved Novos årsregnskab fra sidste uge for øje.
- Her var meldingerne ganske klare. En meget stor andel af de recepter, der indtil videre er udskrevet, ligger i kontantbetalingskanalen, som blandt andet omfatter onlineapoteker og detailhandlen. De recepter indgår ikke i de tal, vi ser her, minder han om.
- Derfor er tallene et fint pejlemærke for, om der er fremdrift i udskrivningerne. Samtidig må man forvente, at kursreaktionerne, i takt med at ugerne går, vil blive mindre følsomme over for netop disse data, siger han.
Receptdata for nye recepter på Wegovy-pillen for den forgangne uge bliver offentliggjort hver fredag morgen.
.\\˙ MarketWire