20. feb. 2026 kl. 09:40
48 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Novo/AL Sydbank: Recepttal for Wegovy-pillen vidner om stærk vækst men viser ikke alt

Novo/AL Sydbank: Recepttal for Wegovy-pillen vidner om stærk vækst men viser ikke alt

Recepttallene for Novo Nordisks Wegovy-pille i USA vidner om en fortsat meget stærk fremdrift og efterspørgsel.

Samtidig vidner den ugentlige vækst hos Wegovy i injektionsform om, at pillen umiddelbart ikke, som man ellers kunne have frygtet, kannibaliserer receptudskrivningen på Wegovy i injektionsform.

Sådan lyder det fra senioranalytiker Søren Løntoft Hansen i AL Sydbank til MarketWire, efter at fredagens recepttal fra USA viser, at der i sidste uge blev udskrevet i alt 52.299 recepter til nye patienter på Wegovy-pillen mod 38.423 recepter i uge seks.

Det viser en opgørelse fra Symphony Health Solutions via Bloomberg.

Ifølge senioranalytikeren er lanceringen af Wegovy-pillen måske den bedste receptmæssige lancering af et lægemiddel nogensinde.

- Det er også en lancering, som ligger væsentligt over både henholdsvis lanceringen af Zepbound og Wegovy, da de blev introduceret på markedet, udtaler Søren Løntoft Hansen.

- Så skal man huske på, at det her er recepter, der er udskrevet i fysiske apoteker og ikke indeholder online-kanalen, og hvis man tænker på Novo Nordisks årsregnskab, hvor de løfter lidt af sløret for, hvor stor en andel, der egentlig bliver udskrevet af Wegovy-pillen i den her online-kanal. Så er det et meget, meget stort tal, pointerer Søren Løntoft Hansen.

Kigger man på den ugentlige udvikling hos Wegovy i injektionsform, er den faldende, men i mindre grad i forhold til Eli Lilly, siger senioranalytikeren, og tilføjer, at lanceringen af pillen ikke ser ud til at gå ud over recepttallene for Wegovy-injektion.

- Det er en lille tilbagegang i Wegovy-injektionen. I øvrigt også for Ozempic i den ugentlige vækst. Men tilbagegangen er mindre end for Zepbound og Mounjaro. Den tilbagegang vidner om, at Wegovy-pillen i en mindre grad tager markedsandele fra Wegovy-injektion.

- Der kunne man have frygtet, at Wegovy-pillen virkelig ville kannibalisere receptudskrivningen for Wegovy-injektioner. Det synes jeg ikke er tilfældet, siger Søren Løntoft Hansen.

Novo Nordisks Ozempic og Eli Lillys Mounjaro samt Zepbound kommer alle i injektionsform.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 161 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig