Der er tale om en lovende og vigtig mulighed for Novo Nordisk, at medicinalgiganten har fået godkendt Wegovy i pilleform i USA, da pillen umiddelbart vil stå stærkt i konkurrencen med Eli Lillys GLP-1-pille Orforglipron.
Det vurderede Rune Majlund Dahl, analytiker i DNB Carnegie, i et interview med MarketWire fredag i sidste uge.
Her peger han på, at Novos pille formentlig har et forspring til markedet på cirka fire måneder, og at den har vist større vægttab end Lillys Orforglipron. Desuden er bivirkningsprofilen formentlig også i Wegovy-pillens favør.
Samlet venter Rune Majlund Dahl derfor, at pillen kan bidrage til, at Novos vægttabsforretning går frem næste år målt på antal recepter.
Og det vil være kærkomment, da priserne er faldet, og konkurrencen fra Eli Lillys vægttabsmiddel Zepbound er benhård. Derfor ventes Novo også at blive ramt af negativ vækst næste år.
- Så det, der gerne skal ske, er, at den orale tages godt imod, og så skal vi se volumen komme op som følge af de lavere priser, siger Rune Majlund Dahl til MarketWire.
200.000 PATIENTER
Han estimerer, at Novo vil hente 200.000 patienter på Wegovy-pillen i 2026, hvilket han anser for et konservativt bud både på grund af markedets størrelse og Novos vægttabsforretnings nuværende omfang. Samtidig vil pillen ifølge den seneste aftale med Trump-regeringen blive lanceret til et relativt lavt prispunkt på 150 dollar (om måneden, red) for en startdosis.
- Og så er spørgsmålet, hvor meget kannibalisering, man får. Det bliver nok en blanding. Men samlet vil recepttallene stadig stige, siger Rune Majlund Dahl, der peger på, at netop det lavere prispunkt her vil være afgørende.
I år estimerer Rune Majlund Dahl, at Novos Wegovy-forretning vil have lige i underkanten af 1 mio. patienter. I 2026 venter han, at tallet stiger til 1,4 mio. patienter - en stigning fra tidligere estimeret 1,2 mio. recepter, og netop som konsekvens af lavere priser.
.\\˙ MarketWire