Novo Nordisk kan stå over for et øget pres for at købe sig til vækst, efter at fase 3-data for vægttabsmidlet Cagrisema har udløst hård kritik fra flere toneangivende analytikere.
Kritikken kommer til udtryk efter et investorkald mandag, hvor flere banker satte spørgsmålstegn ved styrken i Novos pipeline på fedmeområdet.
Morgan Stanleys analytiker Thibault Boutherin betegner ifølge Bloomberg News studiedataene som det “værst tænkelige scenarie”. JPMorgan kalder studiet “fejlslagent”, mens Søren Løntoft Hansen fra AL Sydbank omtaler forløbet som et “selvmål”.
I det direkte sammenligningsstudie opnåede patienter behandlet med Cagrisema et gennemsnitligt vægttab på 23 pct. efter 84 uger.
Eli Lillys Zepbound, som er baseret på det aktive stof Tirzepatid, leverede i samme periode 25,5 pct.
For Novo ligger resultatet på niveau med selskabets tidligere fase 3-data for Cagrisema på 22,7 pct., mens Zepbound præsterede over de cirka 21 pct., som Eli Lilly tidligere har rapporteret.
Den relative forskel mellem midlerne har ifølge analytikerne betydning i et marked, hvor behandlingsstandarderne samt kravet til vægttabets størrelse blot går en vej, nemlig op.
Netop derfor peger flere nu på opkøb som en mulig strategisk nødvendighed for den danske gigant.
Bloomberg Intelligence-analytiker John Murphy vurderer, at de svagere Cagrisema-data kan øge behovet for opkøb, da Novos øvrige GLP-1-kandidater, herunder lægemiddelkandidaten Zenagamtide, først ventes at nå markedet i 2029/30.
Samme synspunkt fremhæves af Jefferies-analytiker Michael Leuchten. Ifølge hans estimater forventer investorerne, at Novo Nordisk kan bruge op mod 35 mia. dollar på opkøb i år.
Han tilføjer, at tilbagemeldinger fra investorer peger på et ønske om, at en væsentlig del af kapitalen placeres i tilstødende terapiområder uden for fedme og diabetes.
Det kan ifølge Jefferies give ledelsen tid og rum til at styrke og geninvestere i fedmeporteføljen, samtidig med at risikoen i den nuværende pipeline reduceres.
.\\˙ MarketWire