Novo sælger stadig mere direkte til forbrugere på det amerikanske marked for svær overvægt. Betaling af egen lomme for vægttabsmidler bliver nemlig stadig mere almindeligt, og overgår de normale salgskanaler, hvor sygesikringerne står for dækningen af medicinen.
Det er meldingen fra Jamey Millar, der er koncerndirektør i Novo med ansvar for det amerikanske marked, på mandagens kapitalmarkedsdag.
- Der er ingen tvivl om, at markedet for svær overvægt drives af forbrugerdynamikker. Forbrugeren er ikke blot den endelige bruger af lægemidlet, men også den, der råder over budgettet og træffer beslutningerne – i modsætning til de traditionelle receptmodeller, siger Jamey Millar.
Han peger på, at betaling af egen lomme nu udgør 50 pct. af volumenerne i USA, når det kommer til vægttabsmidlet Wegovy.
Og i forhold til Wegovy-pillen er tendensen endda endnu mere udtalt. Her er det 90 pct. af volumerne, som går til forbrugere, der betaler af egen lomme og altså ikke modtager tilskud fra sygekasser.
- Så det er en dynamik, som vil fortsætte i den lægemiddelkategori. Vi møder patienterne, hvor de er, om det så er i detailbutikker, via telesundhedsudbydere eller vores eget onlineapotek, Novocare Pharmacy, siger Jamey Millar.
NY PARTNER PÅ VEJ
Han har desuden en lille nyhed i ærmet.
Inden for telesundhed vil Novo således snart annoncere endnu en partner - nummer ti - kendetegnet ved høje volumener, lyder det fra Jamey Millar.
Han peger desuden på, at Novo har gode erfaringer med en særlig abonnementsordning på Wegovy i USA.
Den udbydes af telepartneren Ro og giver patienterne mulighed for at betale et fast månedligt abonnement på Wegovy, hvor prisen ikke ændrer sig afhængig af dosis på Wegovy.
Ordningen betyder, at patienterne i højere grad lever op til behandlingsvejledningen og bruger de højere doser - og i andre ordninger dyrere versioner - af Wegovy.
.\\˙ MarketWire