Forventningerne var store og spændingen ligeså frem til mandagens meget imødesete kapitalmarkedsdag i Novo.
Men en vævende prognose for omsætningsvæksten frem til 2030 faldt langt fra i markedets smag, og den dårlige stemning blev kun værre, som begivenheden og dagen skred frem.
Hele 7,7 pct. faldt aktien til 260 kr., og dermed forsvandt 73 mia. kr. i markedsværdi. Det er også det laveste niveau for aktien siden april i år.
Først lød kritikken ifølge Jyske Banks senioraktierådgiver Martin Munk, at Novos forventninger var for "fluffy".
I årene 2026-2030 venter Novo en årlig gennemsnitlig vækst i omsætningen på niveau med industrien. Her blev der blandt andet sammenlignet med ærkerivalen Eli Lilly, Pfizer og Roche.
Senere på dagen kunne finansdirektør Karsten Munk Knudsen dog sætte lidt mere kulør på forventningerne, der mere konkret er en "midt encifret" vækst om året i perioden.
Novos øvrige mål i perioden tæller lanceringen af fem "multi-blockbustere" - altså midler med en årlig omsætning på over 1 mia. dollar - og et salg fra den nuværende pipeline på over 150 mia. kr. i 2035.
Desuden regner medicinalselskabet med at øge sin kapacitet inden for pilleproduktion, så der kan nås ti gange så mange forbrugere som nu.
.\\˙ MarketWire