Novo Nordisk planlægger at udvide sin fabrik i Athlone, Irland, med henblik på at producere sin Wegovy-pille til markeder uden for USA.
Det siger topchef, Mike Doustdar, i et interview med Bloomberg News.
Han gentager sit budskab fra i sidste uge i forbindelse med regnskabet om, at vægttabspillen har vist sig som en af de mest succesrige lanceringer i USA nogensinde.
Antallet af amerikanere, der tager pillen, er nu oppe på over 240.000 ifølge Doustdar. Tallet, der blev nævnt i forbindelse med årsregnskabet, var over 170.000.
Hvor meget udvidelsen i Irland kommer til at koste, ønsker Doustdar ikke at kommentere.
Pillen er dog et af Novos væsentlige kort i forhold til at hale ind på konkurrenten Eli Lilly, der i en periode har domineret vægttabsmarkedet målt på antallet af nye patienter.
- Hvis vi var ved at smide håndklædet i ringen, ville vi ikke investere i fabrikken i Irland, siger Doustdar til Bloomberg.
.\\˙ MarketWire