Jamey Millar, Novo Nordisks chef i USA, var ligesom alle andre ikke overrasket over nyheden om, at Eli Lilly nu også har fået godkendt et vægttabsmiddel i pilleform.
Og trods udsigten til konkurrence til Wegovy-pillen, der blev lanceret på det amerikanske marked i starten af januar, er forventningen stadig positiv hos Novo Nordisk.
- Vi er utroligt stolte af at have været pioneren i denne kategori, og vi ser frem mod at fastholde den bane, vi har set siden lanceringen, sagde Jamey Millar onsdag til Bloomberg TV.
- Vi vil fortsat kommunikere vores styrker. Vores fordele. Det er effekt, tolerance og den simple indtagelse i form af en hurtig slurk og så videre om morgenen, inden man spiser.
USA-direktøren fremhævede i interviewet en vægttabseffekt for Wegovy-pillen på 17 pct., helt præcist har studier vist 16,6 pct., og at kun 2 pct. af patienterne har oplevet bivirkninger i en sådan grad, at de er stoppet med at benytte behandlingen.
Til sammenligning har Foundayo, Eli Lillys nye middel, vist en svagere effekt med et vægttab på 12,4 pct., men behandlingen har den fordel, at den ikke skal indtages på tom mave, som den danske pille.
Eli Lilly har onsdag i forbindelse med godkendelsen af sit middel også oplyst, at prisen for den lave dosis vil være på 149 dollar, hvilket matcher Novo Nordisks pris.
- Imitation er den bedste form for smiger. Så det er interessant, at de indledningsvist har matchet vores prispunkt, konstaterede Jamey Millar også over for Bloomberg TV.
Han var dog ikke umiddelbart på vej til at svare igen med lavere priser, men fremhævede i stedet den abonnementsmodel, som Novo Nordisk netop har præsenteret tirsdag i denne uge.
- Abonnementsmodellen opmuntrer patienter til at blive på Wegovy i længere tid og opnå betydelige besparelser.
- Abonnementsmodellen er unik og den første af sin slags i branchen. At kunne abonnere på tre måneder, seks måneder eller 12 måneder og opnå øgede besparelser.
Modellen gælder både injektionsformen og pilleudgaven af Wegovy, og Novo-direktøren fremhævede, at besparelsen i injektionsformen er på 1200 dollar om året.
Novo Nordisks abonnementsmodel vil i første omgang blive rullet ud til samarbejdspartnerne Ro, Weight Watchers og LifeMD.
- Fulgt i en anden bølge af Hims & Hers, Sesame og andre, og i sidste ende vil vi gennemføre denne dynamiske prismodel gennem vores egen Novocare Pharmacy. Så vi vil se, at den udvides.
Novo Nordisk var flere år foran konkurrenterne på markedet for fedmebehandling i USA, men netop Eli Lillys injicerbare middel, Zepbound, har hurtigt indhentet og overhalet Wegovy.
Flere har kritiseret Novo Nordisk for at have fejlvurderet fedmemarkedet med en traditionel farmatilgang for medicinsalg snarere end som et hurtigt forbrugermarked.
Men det skal abonnementsmodellen være med til at lave om på. Ifølge Jamey Millar er kategorien nemlig helt anderledes. Normalt er patienten alene slutbrugeren af medicinen, mens en lægefaglig person typisk vil være beslutningstageren, og en sygeforsikring vil betale og være budgetansvarlig.
- I denne kategori er forbrugeren på unik vis slutbrugeren, den budgetansvarlige og beslutningstageren.
- Vores tilgang med abonnementsmodellen med tidsbegrænsede tilbud for at fremme prisoverkommelighed og forudsigelighed møder virkelig forbrugerne, hvor de er, i denne kategori.
.\\˙ MarketWire