Verdens mest værdifulde selskab målt på markedsværdi, Nvidia, står onsdag aften klar til at offentliggøre resultater for april, maj og juni, som kan komme til at give rystelser i aktiemarkederne verden over.
Der er nemlig bred enighed om, at Nvidia med sin teknologi er førende inden for udviklingen af kunstig intelligens, AI, og regnskabet bliver dermed også et pejlemærke for, hvordan det går i resten af sektoren.
Derfor er der også ekstrem opmærksomhed på resultaterne fra Nvidia - som i øvrigt er den mest populære udenlandske aktie blandt Danske Banks investeringskunder - fra alle leder og kanter.
Her får du investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersens bud på, hvad handlerne vil holde øje med:
Først og fremmest vil der være fokus på fremtiden, understreger investeringsstrategen.
Det er særligt signaler eller konkrete udmeldinger fra ledelsen om Nvidias næste AI-chip Rubin, som skal overtage efter Blackwell, der er i fokus.
- Flere analytikere peger på, at en stærk Rubin-udrulning er vigtigere for aktiekursen end selve kvartalets resultater, skriver han.
Derudover vil nyt om forestående investeringer blive gransket nøje. Nvidias kollegaer som Microsoft, Amazon, Google-ejeren Alphabet, Meta og Oracle investerer massivt i teknologien, mens handlerne er bekymrede for, om investeringsniveauet kan fortsætte - og betale sig.
Ifølge en rapport fra foråret udarbejdet af Morgan Stanley Research er der allerede sat 2900 mia. dollar af til at opføre datacentre alene i 2028, hvilket kan være med til at udgøre cirka 25 pct. af den ventede vækst i det amerikanske bruttonationale produkt.
- Det centrale spørgsmål er ikke længere, om AI virker. Spørgsmålet er, hvor længe investeringerne kan fortsætte med at vokse i samme tempo? spørger Lars Skovgaard Andersen retorisk.
- Det afgørende bliver om Jensen Huang, Nvidias administrerende direktør, kan overbevise markedet om, at AI-investeringerne stadig befinder sig i begyndelsen af en flerårig investeringscyklus snarere end i slutningen af et ekstraordinært boom.
TÅRNHØJE FORVENTNINGER
Udover udsigterne til fremtiden vil der også være opmærksomhed på, om Nvidia kan blive ved med at holde indtjeningen oppe efter en eksplosiv vækst og stigende omkostninger til hukommelseschip, produktion og avanceret pakning.
Særligt om bruttomarginen kan holde niveauet på omkring 75 pct.
- Niveauet for marginerne kan derfor blive næsten lige så vigtigt som omsætningsvæksten, vurderer investeringsstrategen.
Omsætningen ventes i kvartalet at stige til cirka 92 mia. dollar fra 81,6 mia. i første kvartal 2026 og blot 46,7 mia. dollar i samme periode sidste år.
FORVENTNING OM MINDRE KURSREAKTION
Nvidia har slået analytikernes forventninger til indtjeningen otte kvartaler i træk, skriver Lars Skovgaard Andersen, men gør opmærksom på, at aktien dog er faldet fem ud af de seneste seks regnskaber.
- Et interessant signal kommer fra optionsmarkedet. Her forventes kursreaktionen efter regnskabet at blive omkring 5,4 pct. op eller ned, hvilket er det laveste niveau i næsten to år.
- Det afspejler, at markedet i dag er mindre usikkert omkring selve kvartalstallene og langt mere optaget af guidning, produktplaner og de langsigtede væksthistorier, konkluderer han.
Efter regnskabet for første kvartal lukkede Nvidia-aktien 1,8 pct. lavere, mens den indikeres 0,2 pct. lavere i det amerikanske formarked onsdag.
.\\˙ MarketWire