Krigen i Mellemøstens effekt på væksten og inflationen i eurozonen gør, at Nykredit nu regner med to renteforhøjelser i år fra den europæiske centralbank, ECB, fra tidligere forventning om en uændret pengepolitik.
- Hovedforventningen om en kortvarig konflikt med en moderat effekt på vækst og inflation synes ikke længere sandsynlig. Forstyrrelserne i energimarkedet vil i sidste ende skulle måles i måneder og ikke uger. Vi forventer, med den varighed krigen har haft, at energiprischokket ikke forsvinder med det samme, og at det kun gradvist letter. Vi venter også, at andre markeder påvirkes, vurderer Frederik Engholm, der er chef for makro og strategi hos Nykredit Markets.
Han noterer, at hvis krigen fortsætter frem til udgangen af april, uden at angrebene på energiinfrastruktur tiltager, "så ser vi oliepriser i niveauet omkring 110 dollar frem til sommer med et gradvist fald derfra".
- Det kan skrubbe inflationen på 3,5-4 pct. kortvarigt i eurozonen og trække 0,25-0,5 pct. ud af væksten i 2026.
- Som konsekvens ser vi ECB reagere med et par renteforhøjelser hen over sommeren. Trækker krigen ud (lukningen af Hormuz), og gør ødelæggelser genopretningen mere langvarig, så ender vi et værre sted med markant lavere vækst, mere inflation og en større reaktion fra ECB, fortsætter han.
Frederik Engholm tilføjer dog, at annoncerer USA en pludselig afslutning på krigshandlingerne, så vil ECB måske holde helt igen med stramninger.
Handlen med rentefutures peger på, at ECB med omkring 63 pct. sandsynlighed vil løfte renten på det kommende møde den 30. april. For året indregner markedet samlet tre rentenedsættelser på hver 25 basispoint.
.\\˙ MarketWire