Renten stryger op torsdag morgen, hvor den følger stigende priser på både olie og naturgas efter mindskede håb om nye fredsforhandlinger mellem USA og Iran.
Den danske tiårige statsobligationsrente åbner 5 basispoint højere i 2,92 pct. sammenlignet med onsdagens lukkeniveau.
USA's præsident, Donald Trump, forlængede nemlig onsdag på egen hånd våbenhvilen med Iran på ubestemt tid, men uden officielt nyt om fremskridt i forhandlingerne og med fortsat uenighed om en række nøglefaktorer, står investorerne tilbage med flere spørgsmål end svar, og det skaber usikkerhed på markederne.
Dagens vigtigste nøgletal er de europæiske PMI-tal, som først sparkes i gang af Frankrig, kort efter Tyskland og dernæst eurozonen torsdag formiddag.
PMI'erne kan fortælle om aktivitetsniveauet i Europa og dermed give et yderligere indblik i hvor stor indvirkning USA og Israels krig mod Iran har haft på økonomien.
- De højere energipriser vil uundgåeligt lægge en dæmper på aktiviteten i Europa. Det var også budskabet fra Den Internationale Valutafond, der for nylig opdaterede sine prognoser for den globale økonomi. Indtil videre har eurozonen været i gang med et spirende opsving drevet af fremgang i blandt andet forbrugernes købekraft, skriver Kristina Maria Sørensen, analytiker i AL Sydbank.
- Vores fokus vil i rapporten for april være rettet mod, om tendensen er blevet yderligere forværret. De europæiske virksomheder og forbrugere mærker nemlig nu konsekvenserne af de høje energipriser, der allerede har løftet inflationen moderat.
Den seneste aflæsning af PMI for eurozonen i marts, viste et aktivitetsniveau over 50 for både industri- og servicesektoren. En aflæsning over 50 betyder stigende aktivitet, mens værdier under 50 betyder fald i aktiviteten.
Ud på eftermiddagen lander der desuden nøgletal fra USA om antallet af nytilmeldte ledige.
.\\˙ MarketWire