De danske statsrenter er kommet sidelæns i gang med tirsdagens handel, hvor den tiårige rente holder sig i samme niveau, som den lukkede i mandag.
Investorerne holder i løbet af dagen øje med både inflationstal fra de to største økonomier i eurozonen, ligesom der er også er PMI-opgørelser på tapetet.
Derudover kan der måske hentes inspiration i taler fra et par topfolk fra Den Europæiske Centralbank (ECB) samt en enkelt beslutningstager hos USA's pendant, Federal Reserve.
Tirsdag morgen stiger renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme marginalt med et enkelt basispoint til 2,18 pct. Mandag faldt renten med 2 basispoint, og fredag steg den med 4 basispoint.
I Frankrig - eurozonens næststørste økonomi - var inflationen i december ifølge et nøgletal tirsdag lavere end ventet, da den blev opgjort til 0,8 pct. mod 0,9 pct. i november. Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en fastholdelse af niveauet fra november.
Senere på dagen bydes der på tal først fra flere af de toneangivende delstater og siden hele Tyskland, der er den med afstand største økonomi i euroområdet og Europa.
I Tyskland ventes inflationen i december at være aftaget til 2,1 pct. fra 2,3 pct. i november. Det er dermed tæt på målsætningen fra ECB på omkring 2 pct. - mens tallene fra Frankrig altså er et godt stykke under.
På talerstolen tirsdag er Frankrigs centralbankchef, François Villeroy de Galhau, og Piero Cipollone, der er medlem af ECB's direktion, i Europa, og i USA taler Thomas Barkin, der er chef for Federal Reserves lokale afdeling i Richmond.
.\\˙ MarketWire