16. dec. 2025 kl. 10:45
62 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Lille rentehop inden spændingen udløses med jobtal fra USA

Obligationer/middag: Lille rentehop inden spændingen udløses med jobtal fra USA

Renterne er skudt en anelse i vejret tirsdag middag, hvor investorerne har fået lovende nøgletal fra Tyskland, inden eftermiddagens store prøve - den amerikanske jobrapport for de seneste to måneder - november og oktober.

Nedlukningen af det amerikanske statsapparat i efteråret har forsinket offentliggørelsen, men investorerne vil fra i eftermiddag ikke længere handle i blinde. Der ventes en arbejdsløshed på 4,5 pct. i november, hvor der formentlig blev skabt 50.000 job uden for landbruget.

Det viser estimater fra økonomer indsamlet af Bloomberg News.

Hos AL Sydbank vurderer chefanalytiker Natalia Setlak, at jobtallene kommer på et tidspunkt, hvor inflationen så småt er kommet mere i fokus.

- Jobsituationen har vejet tungere end inflationen for Fed de seneste måneder, men centralbanken vurderer nu, at renten ligger omkring det neutrale niveau. Barrieren for nye rentenedsættelser er højere, fordi Fed vurderer, at pengepolitikken nu er mere balanceret. Inflationen ligger fortsat markant over centralbankernes målsætning, og netop inflationsudviklingen bliver afgørende for, om døren kan holdes åben for gradvise rentenedsættelser, vurderer Natalia Setlak op til statistikken.

Herhjemme stiger den tiårige danske rente 1 basispoint til 2,75 pct. I løbet af de seneste tre måneder er renten steget fra 2,53 pct.

Fra eurozonen er der i løbet af formiddagen kommet lovende nøgletal fra Tyskland.

De tyske finansielle aktørers tillidsindikator, ZEW, viste på forventningsdelen et overraskende hop til plus 45,8 fra plus 38,5 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et lille fald til 38,4.

Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, faldt derimod til minus 81,0 fra minus 78,7. Konsensus var ifølge Bloomberg et fald til minus 80,0.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 51 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig