28. jan. 2026 kl. 10:31
107 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Rentefald efter dueagtig kommentar fra ECB-medlem

Obligationer/middag: Rentefald efter dueagtig kommentar fra ECB-medlem

Renten falder en smule onsdag efter en kommentar om en mulig europæisk rentesænkning.

Onsdag ved middagstid falder renten på den toneangivende tiårige statsobligation med 2 basispoint til 2,69 pct. Tirsdag lukkede renten 1 basispoint lavere.

Den Europæiske Centralbank, ECB, er nødt til at overveje endnu en rentesænkning, hvis yderligere styrkelse af euro bliver stor nok til at sænke inflationsprognoserne, udtaler chefen for den østrigske centralbank og styrelsesrådsmedlem i ECB, Martin Kocher, ifølge Financial Times.

- Hvis euro stiger mere og mere i værdi, kan det på et tidspunkt naturligvis skabe et vist behov for at reagere med hensyn til pengepolitikken, siger Martin Kocher til Financial Times.

- Men ikke på grund af selve valutakursen, men fordi valutakursen medfører lavere inflation, og det er naturligvis et pengepolitisk spørgsmål, fortsætter han.

Det store omdrejningspunkt for obligationshandlerne er dog aftenens rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Selv om det ventes, at renten holdes i ro i 2,50-3,75 pct., så vil investorerne tolke på ordlyden på centralbankchef Jerome Powells efterfølgende pressemøde onsdag aften.

- Hvis Federal Reserve giver udtryk for, at investorerne skal vente endnu længere på en rentenedsættelse, kan det give rentestigninger og dollarstyrkelse. Vi vurderer dog, at budskabet fra centralbanken ikke vil afvige væsentligt fra det seneste rentemøde, skriver AL Sydbanks analytiker Kristina Maria Sørensen i en kommentar.

Rentemeddelelsen og det efterfølgende pressemøde løber af stablen klokken 20 dansk tid - altså først efter, at det danske obligationsmarked er lukket og slukket.

- Markederne fokuserer intenst på eventuelle signaler fra Fed om timingen af kommende rentenedsættelser, hvor der aktuelt forventes to kvartpoint-sænkninger inden årets udgang. Samtidig florerer spekulationer om, at præsident Trump snart kunne annoncere en ny centralbankchef, der sandsynligvis vil støtte hans præference for en mere aggressiv lempelse af pengepolitikken, skriver Nordea onsdag morgen.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 225 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig