17. dec. 2025 kl. 11:31
29 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Renter vender tilbage til udgangspunktet forud for centralbanktaler

Obligationer/middag: Renter vender tilbage til udgangspunktet forud for centralbanktaler

Renterne på det danske obligationsmarked er ved middagstid onsdag tilbage ved udgangspunktet efter rentefald i løbet af morgenen.

Formiddagens endelige inflationstal fra eurozonen i november gav ikke givet anledning til nævneværdige forskydninger, selvom prisstigningstakten blev revideret en smule ned i forhold til de tidligere offentliggjorte tal.

Ved 12.30-tiden ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation uændret i 2,76 pct., efter at renten i den indledende handel onsdag morgen var nede at vende i 2,73 pct. Tirsdag steg renten med 2 basispoint trods en lidt skuffende amerikansk jobrapport for november.

CENTRALBANKTALER I FOKUS

I eftermiddag er der fokus på taler af flere fremtrædende medlemmer af den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som har to mandater at opfylde. Det ene er at sikre stabil inflation, og det andet maksimal beskæftigelse.

Derfor vil der i eftermiddag blive lyttet nøje til taler fra henholdsvis Christopher J. Waller, medlem af Federal Reserves styrelse, John C. Williams, chef for Federal Reserve i New York, og Raphael W. Bostic, chef for Federal Reserve i Atlanta.

- I eftermiddag taler både Williams og Waller. Begge har stemmeret næste år, hvorfor deres holdninger har investorernes interesse. De tilhører begge den del af renteudvalget, der typisk bakker op om rentenedsættelser, påpeger Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i AL Sydbank, i en kommentar.

- Deres vurderinger efter tirsdagens amerikanske arbejdsmarkedsrapporter kan flytte renterne, noterer han sig.

INFLATIONEN EFTERLADER IKKE PLADS TIL RENTESÆNKNING

Sideløbende er rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, startet tirsdag. Onsdag eftermiddag holder centralbankchefen Christine Lagarde pressekonference, hvor det næppe bliver til en rentesænkning, hvis det står til Allan Sørensen, der er cheføkonom hos Dansk Industri, efter onsdagens inflationstal fra eurozonen.

Inflationen i eurozonen var uændret på 2,1 pct. i november, viser den endelige opgørelse fra Eurostat. Tallet er revideret fra tidligere opgjorte 2,2 pct., som økonomerne havde regnet ville blive fastholdt i den endelige opgørelse.

- Vi får ikke en rentesænkning i julegave. Inflationen i eurozonen efterlader ikke plads til, at ECB kan sænke renten på rentemødet i morgen. Inflationen i november var lidt lavere end de foreløbige tal, men det får ikke ECB til at slække på pengepolitikken, siger Allan Sørensen.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 53 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig