Usikkerhed relateret til krigen i Mellemøsten forsætter med at styre begivenhederne på de finansielle markeder fredag, herunder på obligationsmarkederne, hvor renterne fortsætter i vejret.
Herhjemme har den tiårige rente efter en stigning fredag på 6 basispoint til 2,98 pct. nået det højeste niveau siden november 2023. I løbet af ugen er renten på papiret steget 11 basispoint.
- De globale markeder er fortsat præget af usikkerheden omkring konflikten mellem USA og Iran, hvor manglende fremskridt i forhandlingerne om en våbenhvile fortsat driver markedet, skriver Jyske Bank i et notat.
Oliepriserne stiger yderligere fredag og puster yderligere til bekymringerne for stigende inflation - en udvikling, der øger sandsynligheden for pengepoltiske stramninger. Prisen på en tønde brentolie er fredag steget 1,8 pct. til 110 dollar efter en stigning torsdag på 5,7 pct.
- Det har forstærket inflationsbekymringerne og presset obligationsmarkederne, konstater Jyske Bank.
Fredag morgen viste inflationen i Spanien sig at være steget til 3,3 pct. fra 2,3 pct. måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning til 3,6 pct.
Det er måske en lille appetitvækker til, hvad der venter på tirsdag, når de samlede europæiske inflationstal offentliggøres.
- Vi forventer, at den samlede inflation i euroområdet vil tiltage til omkring 2,6 pct. i marts fra de 1,9 pct. i februar forud for Iran-krigens start, og inflationen vil stige yderligere i de kommende måneder.
- Situationen er højest usikker, men som det ser ud lige nu, forventer vi, at inflationen topper i godt 3 pct. senere på foråret. Hvis energiprisernes himmelflugt fortsætter ufortrødent, kan inflationen imidlertid sagtens stige endnu mere, skriver Jyske Bank.
.\\˙ MarketWire