29. apr. 2026 kl. 15:05
86 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens aktier: Carlsberg i top på rød dag presset af olieprishop

Onsdagens aktier: Carlsberg i top på rød dag presset af olieprishop

Carlsberg blev onsdag sendt til tops i det danske C25-indeks efter en stærk start på 2026. Imens indtog DSV en bundplacering. For mens bryggerikoncernen overraskede positivt, leverede transportgiganten en lidt skuffende indtjening i første kvartal.

Eliteindekset vendte rundt kort før middag - og faldet tog til i løbet af onsdagen. Samlet endte C25 med et minus på 1,2 pct. til 1717,44.

Det var blandt andet en kraftig stigning i oliepriserne, der havde en finger med i spillet. En del af udviklingen blev tilskrevet et opslag på Truth Social fra USA's præsident, Donald Trump, der opfordrer Iran til snart at indgå en aftale. Ved dansk lukketid lå en tønde Brent-olie i mere end 117 dollar og var steget 5,4 pct. onsdag.

- Vi er ved at få lidt teflon i forhold til de kommentarer, der kommer. Men når olieprisen stiger med 5 pct., er det noget, der presser stemningen. Og vi så, at aktiefaldet tog til i forbindelse med åbningen i USA, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

- Oven skal lægges, at der er amerikansk rentemøde i aften, og at der kommer regnskaber fra en række af de store senere i aften, tilføjer han.

Det ventes, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, fastholder renten på 3,50-3,75 pct. Her vil der dog blive lyttet efter kommentarer om mulige renteændringer i årets løb.

Og senere kommer der regnskaber fra blandt andet Facebook-ejeren Meta, Alphabet, Microsoft og Amazon.

BRUSENDE CARLSBERG I TOP

Bryggeriet Carlsberg kom godt fra start i 2026, hvor både omsætningen og volumenerne imponerede investorerne.

Det var særligt en stærk vækst i den asiatiske forretning, der drev værket, konstaterer Jyske Banks senioranalytiker Haider Anjum i en kommentar.

Aktien steg 2,5 pct. til 836 kr.

DSV UNDER PRES

En skuffende udvikling i DSV's sø- og luftfragtsdivision Air & Sea ramte driftsindtjeningen, der med et overskud på 4855 mio. kr. ikke nåede markedets forventninger om 5016 mio. kr.

I regnskabet for første kvartal fortæller DSV om udfordrende markedsforhold og geopolitisk uro, som har øget presset på kundernes forsyningskæder - især i Air & Sea-divisionen.

- DSV var en lille skuffelse på EBIT. Nu kigger vi meget frem mod kapitalmarkedsdagen 12. maj. Det her regnskab skulle lige overståes, og så kan vi kigge ind i den her begivenhed, der kan blive en kurstrigger, hvis DSV formår at forklare om AI-mulighederne, siger Martin Munk.

Aktien i DSV faldt 3,9 pct. til 1600,50 kr.

Helt i bunden af C25-indekset endte Ambu med et fald på 4,8 pct. til 61,70 kr. Medicoselskabet, der fremlægger regnskab 6. maj, har fået sænket kursmålet til 90 kr. fra 100 kr. hos Danske Bank, der dog holder fast i anbefalingen "køb".

Aktien er faldet otte dage i streg uden bagvedliggende nyheder.

Også Novo Nordisk, Zealand Pharma og Genmab endte i C25-bunden med fald på mellem 3,6 og 2,1 pct. - størst for Novo.

ABG SIGER "KØB" TIL DEMANT

Høreapparatproducenten Demant endte med et minus på 1,5 pct. til 197 kr. på trods af en løftet anbefaling til "køb" fra "hold" af norske ABG Sundal Collier.

Kursmålet er i samme ombæring sat op til 240 kr. fra 205 kr.

Danske Bank satte kursmålet for Ørsted op til 210 kr. fra 170 kr. og gentog anbefalingen "køb". Det sker forud for energiselskabets regnskab for første kvartal 6. maj.

Aktien tabte dog 0,8 pct. på aktiekursen til 165,50 kr.

Imens fortsatte presset på Coloplast, der fik sænket kursmålet til 475 kr. fra 640 kr. hos Berenberg efter sidste uges nedjustering. Anbefalingen "hold" gentages.

Coloplast faldt 2,5 pct. til 398,10 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 275 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig