Royal Unibrew fortsatte onsdag med at sive efter tirsdagens historiske kursdyk på nyheden om, at konkurrenten Carlsberg fra 2029 overtager Pepsico-licensen i Danmark, Finland og Baltikum.
Og så skød Nordea bankernes regnskabssæson i gang herhjemme, og her var der tale om fornuftig læsning, vurderede analytikere og investorer.
Målt på C25-indekset var der ikke meget glæde, på trods af at det fra USA lød, at våbenhvilen med Iran er blevet forlænget, hvilket giver mere plads til fredsforhandlinger.
Det endte med et C25-minus på 0,4 pct. til 1745,64.
- Der bliver trukket lidt på skuldrene i forhold til Mellemøsten. Nu har vi en forlænget våbenhvile, men det giver ikke den store reaktion på markederne, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
- Når man kigger på, hvordan markederne har reageret siden krigen startede, så ligger vi faktisk med små indeksplusser de fleste steder. Det er jo for mig en viden om, at markedet tror, at vi kommer igennem det her på en eller anden måde. Selvfølgelig er usikkerheden stor, men det lader til, at man tror på, at man finder ud af noget, lyder det.
UNIBREW FIK ANALYTIKERBANK
Tømmermændene meldte sig efter tirsdagens nedsabling af Royal Unibrew, da aktien faldt 24,8 pct., efter at konkurrenten Carlsberg annoncerede, at den overtager den vigtige samarbejdsaftale med Pepsico fra Unibrew i 2029. Det var det største kursdyk for Unibrew-aktien nogensinde.
Det fik konsekvenser hos en række analytikere, som skruede på forventningerne til aktien. Det sendte aktien ned med 3,7 pct. til 399,80 kr. onsdag.
Blandt analytikerjusteringerne sænkede Goldman Sachs til "neutral" fra "køb", mens kursmålet blev hugget ned med knap 30 pct. til 465 kr.
Deutsche Bank gik ned ad samme sti og sænkede til "hold" med en neddrosling af kursmålet med mere end 35 pct. til 425 kr.
Bernstein fastholdt positive "outperform", men sænkede sit kursmål til 540 kr. fra 700 kr. Citi fastholdt også sin anbefaling "neutral", men sænkede kursmålet til 450 kr. fra 570 kr.
NORDEA MED GODKENDTE TAL
Uden for C25 var Nordea fra morgenstunden på banen med sit regnskab for årets tre første måneder.
Indtægterne landede bedre end ventet drevet af både nettorente- samt gebyrindtægterne, og hos AL Sydbank kaldte senioranalytiker Mikkel Emil Jensen det efterfølgende for overvejende positiv læsning.
Nordea steg 0,9 pct. til 119,55 kr.
FLSmidth endte som bundprop i C25 med et minus på 4,8 pct. til 504 kr., og ifølge Jyske Banks Martin Munk kunne det godt hænge sammen med, at den finske konkurrent Metso var ramt af uventet tilbagegang i sit første kvartal.
Demant fik også dårligt markedsnyt. Australske Cochlear, der laver cochlear-implantater til hørehæmmede, nedjusterede forventningerne grundet svage markedsforhold.
Det trykkede Demant med 3,7 pct. til 213 kr.
NOVO FIK POSITIV MELDING FRA USA
Novo Nordisk steg 0,8 pct. til 249 kr., efter at de amerikanske myndigheder ændrede kurs i forhold til Medicares dækning af medicin mod svær overvægt.
Oprindeligt ville Trump-administrationen lade private sygesikringer under Medicare stå for dækningen fra januar, men det er nu planen, at det bliver en opgave for det offentlige, lød det fra Centers for Medicare and Medicaid ifølge Bloomberg News.
Et andet sted i samme branche var Genmab under lup hos Goldman Sachs og fik hævet anbefalingen til "køb" fra "hold".
Kursmålet blev samtidig løftet til 2200 kr. fra 1771 kr., viser data fra Bloomberg News.
Genmab steg 2,5 pct. til 1775,50 kr.
PRES PÅ PANDORA
Pandora fik sat kursmålet ned til 700 kr. fra 790 kr. af Jyske Bank, der dog fortsat siger "køb".
Jyske Banks analytiker Janne Vincent Kjær venter, at Pandora formentlig vil berette om et udfordret første kvartal, når smykkeproducenten 6. maj aflægger sit første regnskab for 2026.
Smykkeaktien faldt 4,6 pct. til 500,40 kr.
Og så fik Vestas lagt 30 kr. på kursmålet hos ABG Sundal Collier, der nu sigter efter 200 kr. Anbefalingen er uændret "hold", viser data fra Bloomberg News.
Vindmølleaktien faldt 0,8 pct. til 191,45 kr.
.\\˙ MarketWire