13. maj 2026
142 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens aktier: NKT satte rekord mens Bavarian bakkede

Onsdagens aktier: NKT satte rekord mens Bavarian bakkede

Der herskede fin stemning på det danske aktiemarked onsdag, hvor NKT satte rekord oven på et stærkt regnskab, mens Bavarian derimod må se investorerne vende tomlen nedad.

C25-indekset endte 0,2 pct. højere i 1768,01. Facit for ugen op til den forlængede Kristi himmelfartsweekend blev et plus på 1,3 pct.

- De seneste to uger har stået i regnskabssæsonens tegn. Der er rigtigt mange selskaber, der har rapporteret i løbet af de seneste otte til ti dage. Samtidig er der ikke kommet så meget nyt fra Mellemøsten, så vi har haft ro til at fokusere på selskabsspecifikke forhold. Og vi må sige, at vi har set en pæn regnskabssæson i USA, og det samme mønster ser vi i Europa og Danmark, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

Han peger på, at særligt NKT's regnskab har skilt sig positivt ud onsdag.

- De har en stærk indtjening, og en meget stærk margin i grid solutions, siger Mads Zink.

NKT fastholdt i regnskabet forventningerne til 2026 og meldte om hidtil uset sigtbarhed, når det kommer til indtjeningen.

- Vi har nu en ordrebog på 13,5 mia. euro og derudover yderligere 2,5 mia. euro i indgåede aftaler, hvilket er uden fortilfælde i NKT's historie. Det er en rekordstor ordrebog og betyder naturligvis også en hidtil uset indtjeningssigtbarhed, siger Claes Westerlind, topchef i NKT.

NKT-aktien endte 7,3 pct. højere i 1056 kr. og passerede for første gang 1000 kr., efter at den mandag kortvarigt var oppe at kysse det runde beløb.

FLSMIDTH HOLDER SIG FLYDENDE

For FLSmidth viste regnskabet ifølge Mads Zink en lidt svagere indtjening og omsætning end ventet.

- Men ordreindgangen ser god ud, og det er det, aktien handles lidt højere på, siger Mads Zink.

FLSmidth endte i et plus på 2,6 pct. til 457 kr.

På vinderholdet var også Novo Nordisk, der gik mere adstadigt frem med 0,9 pct. til 299,20 kr.

- Momentum virker til at være skiftet for Novo. Der har været mange kvartaler, hvor alt fra Novo blev tolket negativt, men det er skiftet. Og selv om der ikke rigtigt er noget nyt, så er markedet positiv over for Novo, siger Mads Zink.

I samme branche endte Bavarian underdrejet med 5,1 pct. til 188,30 kr. oven på sit regnskab, der skuffede lidt målt på omsætningen. Det er dog bare et par dage siden, at Bavarian opjusterede forventningerne til hele året.

- Så jeg er lidt overrasket over, at den sætter sig på det her. Men der er nogle lidt bløde punkter i resultatet, siger Mads Zink.

Imens faldt Coloplast 1,9 pct. til 399,30 kr., efter at en stribe banker havde snittet deres kursmål oven på tirsdagens kvartalsregnskab.

Mærsk var at finde i toppen af markedet med en stigning i B-aktien på 2,8 pct. til 14.695 kr. efter nyt fra det tyske containerrederi Hapag-Lloyd i forbindelse med kvartalstal onsdag.

- Hapag-Lloyd nævner blandt andet, at man forventer en relativt normal højsæson i år i tredje og fjerde kvartal, og at de vil blive overrasket, hvis ikke fragtraterne trender opad i de kommende uger, lyder det fra Haider Anjum, senioranalytiker i Jyske Bank.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4
Baseret på 4 anmeldelser