05. aug. 2026 kl. 15:04
215 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens aktier: Novo spændte ben for C25 trods opjustering

Onsdagens aktier: Novo spændte ben for C25 trods opjustering

Novo Nordisk fik hård medfart for sit regnskab for andet kvartal, på trods af at det i samme ombæring blev til en opjustering af årets forventninger.

Det satte sit tydelige præg på C25, som samlet gik bagud med 0,9 pct. til 1819,33.

- Novo fylder selvfølgelig meget herhjemme. Når man lige får sorteret noget støj væk fra tallene, så er det sådan set et ret pænt regnskab. Men der er malurt i bægeret med Cagrisema-studiet, der skuffer, og så er der fokus på Novos pipeline, som igen skaber lidt tvivl om, hvad vækstmulighederne er, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, til MarketWire.

Blandt dagens positive indspark var bryggeriaktierne i Carlsberg og Unibrew efter opløftende branchenyt fra Holland, mens Rockwool lod til at nyde godt af, at olieprisen holdt sig nær laveste niveau i tre uger.

NOVO FIK LUSSING EFTER REGNSKAB MED SMÅ SKUFFELSER

Trods en opjustering i regnskabet for andet kvartal, som også over en bred kam var bedre end ventet, blev Novo Nordisk sendt bagud med 4,3 pct. til 294,30 kr.

Hos børshuset Citi blev nedturen forklaret med en svagere end ventet udvikling i salget af Wegovy-pillen, mens AL Sydbank og Jyske Bank blandt andet henviste til skuffende data for Cagrisema hos overvægtige diabetikere overfor rivalen Eli Lillys Mounjaro.

I andet kvartal leverede Novo dog meget stærkt med en omsætning, der landede cirka 10 pct. bedre end ventet. Omsætningen på 78,5 mia. kr. var dog påvirket positivt af rabatjusteringer for 2 mia. kr. Driftsresultatet på 33,4 mia. kr. var også betydeligt over analytikerkonsensus på 28,7 mia. kr.

Regnskabet bød også på en stor opjustering af forventningerne til både omsætning og driftsindtjening, og Novo venter nu i bedste fald et fladt år på de to poster.

Også Ørsted havde en sur dag med et minus på 3,7 pct. til 137,40 kr., dog uden at der lå store åbenlyse nyheder bag.

BRYGGERIOPTUR EFTER HEINEKEN-REGNSKAB

Carlsberg og Unibrew kunne se mod den hollandske bryggerikæmpe Heineken, som leverede en stærkere end ventet udvikling i den organiske ølvolumen på positive 0,5 pct. mod ventet negative 0,7 pct.

Hos Jyske Bank så senioranalytiker Haider Anjum regnskabet som positivt for Carlsberg, da Vietnam leverede en solid vækst, mens Indien ligeledes var stærk, understøttet af fortsat stærk premiumisering.

- Det bekræfter et fortsat stærkt ølmarked i nogle af Carlsbergs vigtigste vækstmarkeder, lød det fra Jyske Bank, der også lagde vægt på en gradvis bedring i den europæiske efterspørgsel.

Carlsberg-aktien steg 1,9 pct. til 955 kr., og endnu bedre endte det for Unibrew, som steg 2,4 pct. til 486,20 kr.

Rockwool endte derudover med et plus på 3,1 pct. til 222,40 kr. i toppen af C25.

Det er energitungt at producere stenuld, og onsdag var der lidt lettelse på den front, da olieprisen holdt sig omkring 80 dollar for en tønde Brent-olie i løbet af dagen. Her var årsagen fortsatte forventninger om, at der snart lander en aftale mellem USA og Iran, hvilket vil give sikker oliefragt gennem Hormuzstrædet.

PANDORA OG DANSKE BANK FIK NYT FRA ANALYTIKERKORPSET

Pandora fik hævet sin anbefaling til "køb" fra "hold" af børshuset ABG Sundal Collier, der samtidig gav kursmålet et gevaldigt løft til 1000 kr. fra 600 kr.

Der var desuden et løftet Pandora-kursmål fra DNB Carnegie, der hævede til 940 kr. fra 750 kr. med en fortsat købsanbefaling.

Pandora-aktien vandt 0,8 pct. til 836,20 kr.

Danske Bank faldt fra sin rekord med 0,3 pct. til 376,60 kr. Banken fik sat sin anbefaling ned til "neutral" fra "køb" af den nordiske investeringsbank SB1 Markets, der dog samtidig hævede kursmålet til 400 kr. fra 380 kr.

Kollegaen Nordea, som også satte rekord tirsdag, var under teknisk pres. Aktien faldt 2 pct. - svarende til 2,70 kr. - til 130 kr., da der fragik udbytterettighed på 0,34 euro svarende til 2,54 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 550 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig