Mindre rentestigninger skyllede ind over det danske obligationsmarked onsdag, hvor investorerne fulgte udviklingen i USA i kølvandet af en række nøgletal for inflationen.
Særligt prismålet PCE - kerne - den amerikanske centralbanks primære inflationsmål - var i fokus og viste en uændret stigningstakt på 3,3 pct. i juli. Det var på niveau med forventningerne blandt økonomer, der til gengæld sigtede lavere målt på den overordnede PCE-måling.
Her landede inflationen medregnet fødevare og energipriser højere end ventet på 3,7 pct. mod ventet 3,6 pct. Begge prismålinger er dermed langt over centralbankens målsætning på 2 pct.
I USA steg renterne oven på prisrapporten, og renten på den tiårige danske statsobligation fulgte med op og lukkede 1 basispoint højere i 3,03 pct.
Forinden havde investorerne fået nyt fra Isabel Schnabel, medlem af Den Europæiske Centralbanks ledelse og rentekomité, der i et interview med Bloomberg News talte for højere renter.
Ifølge Isabel Schnabel giver de høje energipriser som følge af konflikten i Mellemøsten samt en overraskende stærk økonomi i eurozonen grund til at tro, at inflationen i eurozonen stadig vil overstige 2 pct. i en forlænget periode.
Den blev senest opgjort til 2,9 pct. i juli og 2,5 pct. fraregnet fødevare- og energipriser og ligger på lige knap femte år over ECB's mål på 2 pct.
Og vælger banken først at agere, når den forhøjede inflation smitter af på lønningerne, vil ECB ifølge Schnabel komme bag kurven - en vending, beslutningstagerne bruger om at handle for sent.
- Med den nuværende styringsrente er det usandsynligt, at inflationen vil vende tilbage til målet på mellemlang sigt, og derfor vil yderligere stramninger være nødvendige, siger Isabel Schnabel til Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire