18. feb. 2026 kl. 16:08
49 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens obligationer: Holdt stand før rentereferat

Onsdagens obligationer: Holdt stand før rentereferat

Der var onsdag små bevægelser på det danske obligationsmarked, mens en række taler fra ECB-medlemmer samt et mødereferat fra det seneste rentemøde i USA's centralbank trak på markedets fokus.

Den tiårige toneangivende danske statsobligation tabte lidt af pusten siden formiddagen, hvor den steg til 2,61 pct. og lukker et enkelt basispoint højere i 2,60 pct. sammenlignet med tirsdagens lukkeniveau.

Onsdag formiddag talte Francois Villeroy de Galhau, som er chef for den franske centralbank og medlem af ECB's Styrelsesråd.

Han slog fast, at risikoen for, at inflationen bliver lavere end målet på 2 pct., er større end risikoen for, at den bliver højere, mens han opfordrede sine kollegaer til at forblive "pragmatiske" og "agile", når de fastsætter renteniveauet.

Senere i aften taler Isabel Schnabel, der er medlem af ECB's direktion, hvor der også vil komme fokus på hendes vurdering af inflation og renteudsigter.

- Schnabel har ved flere lejligheder argumenteret for, at ECB bør hæve renterne i eurozonen. Schnabel ser nemlig en risiko for, at inflationen kan stige igen frem for at aftage. Det skyldes blandt andet globale udfordringer, som kan forstyrre forsyningskæderne og øge importpriserne, samt klimaforandringer og andre strukturelle faktorer, der samlet set kan presse priserne op i Europa, skrev AL Sydbanks analytiker Kristina Maria Sørensen i en kommentar.

Dagens største begivenhed på makrofronten venter dog stadig på sig og er referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, som offentliggøres i aften.

Aftenens rentereferat fra centralbanken i USA er fra rentemødet 28-29. januar. Det vil blive studeret nøje og ventes ifølge Bloomberg News at vise øget støtte for at holde renten uændret "et stykke tid".

Nøgletalsmæssigt skal markedet frem til sidst på ugen, før det kommer tunge tal. Fredag lader til at blive ugens travleste dag. Her venter tal for det amerikanske BNP i fjerde kvartal. Der kommer også den vigtige inflationsmåling, PCE-kerneprisdeflatoren, som følges tæt af den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 156 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig