28. jan. 2026 kl. 16:03
28 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Onsdagens obligationer: Lille rentefald forud for amerikansk rentemelding

Onsdagens obligationer: Lille rentefald forud for amerikansk rentemelding

Med øjnene stift rettet mod aftenens rentemelding fra Washington handlede obligationshandlerne renten en smule ned onsdag.

En dueagtig kommentar fra et medlem af Den Europæiske Centralbank, ECB, var med til at lægge lidt pres på renten.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation faldt onsdag med 1 basispoint til 2,70 pct. Tirsdag lukkede renten også 1 basispoint lavere.

ECB er nødt til at overveje endnu en rentesænkning, hvis yderligere styrkelse af euro bliver stor nok til at sænke inflationsprognoserne, udtaler chefen for den østrigske centralbank og styrelsesrådsmedlem i ECB, Martin Kocher.

- Hvis euro stiger mere og mere i værdi, kan det på et tidspunkt naturligvis skabe et vist behov for at reagere med hensyn til pengepolitikken, siger Martin Kocher til Financial Times.

- Men ikke på grund af selve valutakursen, men fordi valutakursen medfører lavere inflation, og det er naturligvis et pengepolitisk spørgsmål, fortsætter han.

Det store omdrejningspunkt for obligationshandlerne var dog aftenens rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Selv om forventningen var en fastholdelse af renten på 3,50-3,75 pct., blev der blandt investorerne tolket på ordlyden på centralbankchef Jerome Powells ved det efterfølgende pressemøde onsdag aften.

- Hvis Federal Reserve giver udtryk for, at investorerne skal vente endnu længere på en rentenedsættelse, kan det give rentestigninger og dollarstyrkelse. Vi vurderer dog, at budskabet fra centralbanken ikke vil afvige væsentligt fra det seneste rentemøde, skriver AL Sydbanks analytiker Kristina Maria Sørensen i en kommentar.

Rentemeddelelsen blev offentliggjort klokken 20.

- Markederne fokuserer intenst på eventuelle signaler fra Fed om timingen af kommende rentenedsættelser, hvor der aktuelt forventes to kvartpoint-sænkninger inden årets udgang. Samtidig florerer spekulationer om, at præsident Trump snart kunne annoncere en ny centralbankchef, der sandsynligvis vil støtte hans præference for en mere aggressiv lempelse af pengepolitikken, skriver Nordea onsdag morgen.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 114 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig