Onsdag kunne handlerne skele til prisen på olie, som krøb op over 100 dollar-mærket, mens de ventede på torsdagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB.
De stigende energipriser kom i kølvandet af meldinger natten til onsdag om, at fem iranske olietankere var blevet angrebet og ødelagt af amerikansk militær. Irans udenrigsminister meldte senere onsdag ud, at landets militær vil reagere "resolut og passende på ethvert amerikansk angreb".
Prisen på en tønde Brent-olie steg dermed 3,4 pct. til 101,13 dollar, mens renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation kravlede 7 basispoint op til 3,23 pct.
Oveni holder fredagens amerikanske inflationstal handlerne på tæerne.
- Investorerne afventer ugens to centrale begivenheder med ECB-rentemødet torsdag samt amerikanske inflationstal fredag, skrev råvareanalytiker Peter-Emil Holbøll hos Jyske Bank i en kommentar
- Særligt fredagens forbrugerpriserne kan få betydning for forventningerne til Federal Reserve forud for rentemødet i næste uge. En højere inflation vil øge sandsynligheden for en renteforhøjelse og understøtte dollar, mens en lavere inflation vil understøtte forventningerne om en mere afdæmpet rentebane, tilføjede han.
Den amerikanske centralbank holder rentemøde 15-16. september, og handelen med rentefutures peger på en sandsynlighed på ca. 60 pct. for en forhøjelse af centralbankrenten. til 3,75-4,00 pct.
Mens der ikke var det store på onsdagens nøgletalsprogram inden for børsens åbningstid, taler den tyske centralbankchef, Joachim Nagel, i Berlin klokken 19.00.
.\\˙ MarketWire