Oliepriserne stiger torsdag morgen, mens USA og Iran forsøger at bilægge uenigheder i forhandlingerne om Irans atomprogram. Samtidig øger begge lande deres militære tilstedeværelse i den strategisk vigtige og olieproducerende region.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 70,44 dollar mod 69,45 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 65,31 dollar mod 64,34 dollar onsdag eftermiddag.
Markedets øjne er rettet mod forhandlingerne mellem USA og Iran. En optrapning af spændingerne kan forstyrre skibsfarten gennem Hormuz-strædet, hvor omkring 20 pct. af verdens olieforbrug transporteres igennem.
Iran har udsendt en meddelelse til piloter om planlagte raketopsendelser i det sydlige Iran torsdag formiddag. Samtidig har USA indsat krigsskibe nær Iran, og vicepræsident J.D. Vance har meddelt, at USA overvejer, om det diplomatiske spor skal fortsættes, eller om andre muligheder skal forfølges.
- I går skrev vi om en tilsyneladende fremgang i forhandlingerne mellem USA og Iran. De forventninger forsvandt som dug for solen i går, da det respekterede medie Axios meddelte, baseret på kilder i den amerikanske administration, at et amerikansk angreb er nærtstående. Der er spekulationer om, at det kan komme så tidligt som denne weekend. Det virker dog fortsat ikke som det mest sandsynlige udfald, skriver Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker hos Global Risk Management, i en kommentar.
Samtidig faldt de amerikanske lagre af råolie, benzin og destillater i sidste uge, hvilket var stik imod forventningerne i en Reuters-undersøgelse, hvor analytikere havde forudset en stigning i råolielagrene på 2,1 mio. tønder.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld torsdag morgen 5018,15 dollar mod 4998,46 dollar onsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire