Oliepriserne stiger fredag morgen efter meldinger fra den amerikanske præsident Donald Trump, om at USA ikke er interesseret i at vende tilbage til de tidligere vilkår i en våbenhvileaftale med Iran.
Det skriver Bloomberg news.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 89,31 dollar mod 88,20 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 83,27 dollar mod 82,05 dollar torsdag eftermiddag.
Torsdag eftermiddag oplyste Karoline Leavitt, pressesekretær i Det Hvide Hus, at USA ikke forhandler med Iran, og at blokaden af landets havne vil forblive i kraft. Udmeldingerne har samtidig dæmpet optimismen om, at en aftale om indtægtsdeling mellem Iran og Oman kunne være et skridt på vejen mod en bredere aftale.
Der strømmer dog fortsat olie gennem Hormuzstrædet i takt med at producenterne i Den Persiske Golf øger deres eksport på trods af Irans vedvarende trussel mod skibstrafikken. Ifølge Bloomberg anslår oliehandlere, der følger og deltager i fragthandlen, at omkring 6-8 mio. tønder råolie i øjeblikket løber gennem Hormuzstrædet.
- Der er mere diplomati, men afstanden mellem parterne er fortsat stor, og en normalisering af Hormuz ser ikke umiddelbart ud til at være på vej. Når det er sagt, kan markederne nemmere leve med den nuværende situation, da der kommer mere olie gennem strædet end i de første måneder af krigen, skriver Arne Lohmann Rasmussen, der chefanalytiker hos GRM, i en kommentar.
Han vurderer samtidig, at oliemarkedet trods alt begynder at nærme sig balance, hvis man tager højde for det store fald i den kinesiske olieimport, samt den stigende olieproduktionen uden for Mellemøsten.
Derudover kan Opec stå tilbage svækket efter Hormuzstrædet. UAE har allerede meldt sig ud, mens Venezuela ifølge Bloomberg kan blive det næste land til at forlade organisationen. Rygterne kommer efter oplysninger om en mulig 100-årig leasingaftale, der kan give USA adgang til landets oliefelter.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld fredag morgen 4580,04 dollar mod 4591,55 dollar torsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire