Oliepriserne falder markant onsdag morgen på udmeldingen fra den amerikanske præsident, Donald Trump, tirsdag om, at den militære aktion i Iran meget vel kan nå en ende inden for to til tre uger med eller uden en aftale om Hormuzstrædet.
Det skriver Bloomberg News.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 99,96 dollar mod 107,99 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 97,96 dollar mod 104,28 dollar tirsdag eftermiddag.
De store bombardementer mod kritisk energiinfrastruktur i Mellemøsten vil sætte sine spor, og olieprisernes tilbagevenden til et mere venligt niveau efter en potentiel afslutning på krigen vil afhænge af, hvor hurtigt forsyningskæderne normaliserer sig.
- Markedet er selvtilfredst og tror, at tingene vil normalisere sig ret hurtigt, og jeg mener, at denne selvtilfredshed udgør en risikofaktor for markederne, udtaler Dominic Schnider, der er råvarechef hos UBS Group AG's formueforvaltning, i et interview med Bloomberg TV.
Tirsdag opfordrede både Kina og Pakistan til en øjeblikkelig våbenhvile og sikker passage gennem Hormuzstrædet. Donald Trump mener, at det ikke er USA's forpligtelse at åbne Hormuzstrædet, men at andre nationer må stå for det.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 4728,23 dollar mod 4599,91 dollar tirsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire