17. sep. 2025 kl. 08:08
94 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Råvarer: Oliepriserne falder svagt før rentebeslutning i USA

Oliepriserne falder en smule onsdag morgen, mens de handlende afventer en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank. Priserne er dog steget en smule siden tirsdag eftermiddag på bekymringer om geopolitisk uro.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 68,33 dollar mod 68,23 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 64,39 dollar mod 64,32 dollar tirsdag eftermiddag.

Markedets øjne er rettet mod udfaldet af det amerikanske centralbankmøde, der afsluttes senere i dag. Samtidig står bestyrelsesmedlem Lisa Cook fortsat over for pres fra USA´s præsident, Donald Trump, der forsøger at få hende fjernet. Centralbanken ventes at sænke renten med 0,25 pct. point, hvilket vil kunne stimulere økonomien og øge efterspørgslen efter brændstof.

- Markederne satser på, at Fed i aften vil sænke renten med 0,25 pct. point, hvilket ifølge handelsfolk vil kunne lette låneomkostningerne og øge efterspørgslen efter brændstof, siger Priyanka Sachdeva, der er senior markedsanalytiker hos Phillip Nova, og tilføjer:

- Opsvinget er blevet understøttet af geopolitisk uro og forsyningsrisici som følge af konflikter. Alligevel er jeg fortsat forsigtig. Det globale udbudsoverskud for resten af 2025 ser næsten sikkert ud, da Opec+ øger produktionen.

Samtidig viste tal fra American Petroleum Institute tirsdag, at de amerikanske råolielagre faldt med 3,42 mio. tønder i sidste uge. Benzinlagrene faldt med 691.000 tønder, mens lagrene af destillater steg med 1,91 mio. tønder sammenlignet med ugen før.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 3682,37 dollar mod 3686,33 dollar tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Anna Seeberg Bengtsson +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her