Oliepriserne stiger onsdag morgen og lægger dermed nær sit højeste leje i syv måneder. I dagens handel trækker handlerne luft ind, inden morgendagens møde mellem USA og Iran i Geneve går i gang.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 71,05 dollar mod 70,78 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 66,08 dollar mod 65,87 dollar tirsdag eftermiddag.
Selv om gårsdagens State of the Union-tale fra præsident, Donald Trump, var længere end nogensinde før, var der overraskende få nyheder om Iran. Der har ellers været en længere diplomatisk indsats for at forhandle en aftale på plads, bakket op af massiv tilstedeværelse af den amerikanske flåde i Mellemøsten. Det drejer sig primært om berigelsen af uran, da USA anklager Iran for at udvikle atomvåben. Af selvsamme grund har USA fortsat sanktioner mod Iransk olie.
- Trump nævnte nærmest kun Ukraine i en bisætning og fordømte ikke Rusland, selv om det i går var fireårsdagen for den russiske invasion. USA valgte da også ikke at stemme for en FN-resolution i går, som krævede en øjeblikkelig våbenhvile. Det udtrykker nok meget godt amerikanernes interesse i at stoppe krigen, skriver Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker i Global Risk Management, i et notat.
Foreløbige tal indikerer, at de amerikanske olielagre steg med 11,4 mio. tønder i sidste uge, dog efter et fald på 9 mio. tønder ugen før. Således er der høj søgang i lagrene, men de officielle tal udkommer dog først senere i dag.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 5181,10 dollar mod 5150,70 dollar tirsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire