07. apr. 2026 kl. 07:22
51 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Råvarer: Oliepriserne stiger frem mod Trumps deadline - WTI-olien i niveau siden juni 2022

Råvarer: Oliepriserne stiger frem mod Trumps deadline - WTI-olien i niveau siden juni 2022

Oliepriserne stiger tirsdag da den amerikanske frist for, at Iran åbner Hormuzstrædet, nærmer sig samtidig med at den amerikanske præsident, Donald Trump, har truet med at beordre angreb på iranske broer og kraftværker.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 111,37 dollar mod 101,65 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 115,37 dollar mod 99,48 dollar onsdag eftermiddag.

Prisstigningerne sender WTI-olien i det højeste niveau siden juni 2022, da asiatiske og europæiske raffinaderier kæmper for at sikre erstatningsforsyninger. Samtidig har Trump mandag truet Iran og påstået, at USA kan ødelægge landet på en nat, hvis Iran ikke genåbner strædet inden fristen tirsdag aften.

- I tiden op til Trumps ultimatum spiller den afventende attitude nu næsten lige så stor en rolle på oliemarkederne som de underliggende økonomiske forhold, siger Tim Waterer, der er chefmarkedsanalytiker hos KCM Trade, ifølge Reuters.

- Muligheden for en våbenhvileaftale udgør en vis modvægt og kan udløse et let fald, hvis den vinder gehør, men vedvarende bekymringer om forsyningerne fra Hormuzstrædet og beskadigede energianlæg holder priserne høje, fortsætter han.

Teheran har tidligere afvist amerikansk pres for genåbningen samt et amerikansk forslag om våbenhvile med henvisning til, at en permanent afslutning på krigen er nødvendig. Senere tirsdag skal FN's sikkerhedsråd stemme om en resolution, der skal beskytte handelsskibsfarten i strædet, men ifølge diplomater vil betydningen dog være begrænset, da Kina har vetoret.

Markedets opmærksomhed er også rettet mod andre forstyrrelser i olieudbuddet, herunder Rusland, der mandag oplyste, at ukrainske droner har angrebet en terminal ved Sortehavet, som håndterer omkring 1,5 pct. af den globale olieproduktion.

Derudover har Opec+ besluttet at hæve produktionen i maj med 206.000 tønder om dagen, men effekten ventes at være begrænset, da flere nøglelande ikke kan øge eksporten på grund af regionale forstyrrelser.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 4653,95 dollar mod 4774,95 dollar onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 230 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig