30. okt. 2024 kl. 08:11
50 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Råvarer: Oliepriserne stiger på fald i amerikanske råolie...

Oliepriserne stiger onsdag på et markant fald i de amerikanske råolielagre i sidste uge. Udsigten til en våbenhvile mellem Israel og Hizbollah og udbudsstigninger fra Organisationen af Olieeksporterede Lande og deres allierede, Opec+, driver fortsat priserne, som befinder sig på det laveste niveau i mere end en måned, nedad.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 71,49 dollar mod 71,09 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 67,72 dollar mod 67,12 dollar tirsdag eftermiddag.

De amerikanske råolielagre faldt med 573.000 tønder i sidste uge mod analytikernes forventninger om en stigning på 2,2 mio. tønder, siger markedskilder til nyhedsbureauet Reuters. De officielle tal ventes senere i dag.

Ifølge markedsstrateg ved IG Yeap Jun Rong er der ikke større prisstigninger i vente på råvaremarkedet, da udsigten til en mulig våbenhvile i Mellemøsten er med til at reducere risikoen for, at konflikten eskalerer med angreb på oliefaciliteter i Iran.

Arne Lohmann Rasmussen, chefanalytiker i Global Risk Management, skriver i et notat, at der er en overvejende sandsynlighed for, at råvarehandlere undervurderer den geopolitiske risikopræmie forbundet med Israels krig i Gaza og Libanon.

Det skyldes blandt andet, at der er forlydender om, at den amerikanske regering har bedt den israelske om at udvise mådehold i sine gengældelsesangreb mod Iran før det amerikanske præsidentvalg i november. Det kan danne grobund for en opblussen i konflikten efter valget, som ikke er indpriset i den nuværende geopolitiske risikopræmie.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 2786,70 dollar mod 2764,38 dollar tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Sebastian Grünfeld +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her