Oliepriserne er næsten uændrede fredag morgen, understøttet af forsigtig optimisme om, at konflikten i Mellemøsten kan være på vej mod en afslutning. En 10-dages våbenhvile mellem Libanon og Israel er trådt i kraft, og samtidig har USA's præsident, Donald Trump, åbnet for mulige forhandlinger med Iran i weekenden.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 98,19 dollar mod 97,99 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 93,42 dollar mod 93,44 dollar torsdag eftermiddag.
Markedets øjne er i høj grad rettet mod Donald Trump, der torsdag udtalte, at USA er meget tæt på en aftale med Iran. Flere ledere fra Golfstaterne og Europa, vurderer dog, at det kan tage op mod seks måneder at nå frem til en egentlig fredsaftale.
- Til gengæld var der mange udmeldinger fra Trump og andre nyheder, som isoleret set burde have sendt olieprisen ned i går. Det kan være et tegn på, at markedet i stigende grad ignorerer de mange, ofte modstridende, udmeldinger fra den amerikanske præsident, skriver Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker hos Global Risk Management, i en kommentar og tilføjer:
- Markedet vil være nervøst for weekenden. Vi vurderer dog, at vi skal tættere på den 22. april, før vi kender udfaldet.
Samtidig påvirkes oliepriserne af situationen i Hormuzstrædet, hvor Irans blokade næsten har standset al trafik. Iran planlægger desuden at indføre afgifter for skibe, der passerer gennem strædet, når krigen er afsluttet.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld fredag morgen 4797,80 dollar mod 4788,55 dollar torsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire