Oliepriserne stiger tirsdag morgen, hvor geopolitisk uro om Iran-USA sætter stemningen på markedet og presser priserne op.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 71,73 dollar mod 71,30 natten til tirsdag, mens den mandag eftermiddag kostede 72,06 dollar.
Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 66,52 dollar mod 66,27 dollar natten til tirsdag. Mandag eftermiddag kostede WTI-olien 66,77 dollar.
USA og Iran skal endnu en gang til forhandlingsbordet, når de to lande på ny skal drøfte Irans atomprogram og berigelse af uran torsdag. Markedet ser mere og mere negativt på situationen, og risikoen for en militær konflikt er stor.
- Det kan således ikke udelukkes, at der kan komme et angreb allerede i dag eller i morgen, selv om Trump tidligere har givet Iran 10-15 dage til at imødekomme kravene, skriver Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker hos Global Risk Management, i en kommentar.
Donald Trump skrev mandag i et opslag ifølge Reuters, at det bliver en meget dårlig dag for Iran, hvis ikke der kommer en aftale i hus.
Chefanalytikeren skriver med blik på krigen mellem Ukraine og Rusland, at der ikke er noget, der tyder på at en fredsaftale er på vej. Ukraine har senest ramt en olieledningshub i Rusland, som kan bremse russernes eksport via Druzbha-rørledningen. Det betyder, at både Ungarn og Slovakiet ikke modtager olie fra Rusland i øjeblikket.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 5178,41 dollar mod 5195,51 dollar mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire