30. dec. 2025 kl. 06:00
26 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Sampension ser positivt på amerikanske aktier - men lavere tempo i stigninger - GENT

Sampension ser positivt på amerikanske aktier - men lavere tempo i stigninger - GENT

Efter flere år med usædvanligt stærke aktieafkast gør Sampension sig klar til et mere nøgternt 2026 på det amerikanske aktiemarked.

Viceinvesteringsdirektør Jesper Nørgaard peger på, at markedet har leveret tocifrede afkast i en årrække, mens den lange tendens traditionelt ligger tættere på risikopræmier omkring 5-6 pct. og nominelle afkast på 6-7 pct.

Det taler for, at investorer bør forberede sig på lavere, mere normaliserede afkast i 2026.

- Det er høkerbetragtningen, at der på et tidspunkt må følge år med lave afkast, konstaterer Jesper Nørgaard over for MarketWire.

- Men når vi ser på økonomien, efter nogle rentesænkninger i USA og måske et par mere i næste år, er det ikke negativt.

I USA sænkede centralbanken sin rente på hver af årets sidste rentemøder til senest 3,50-3,75 pct., og markedet indregner her ved udgangen af 2026, at der til næste år vil komme to-tre mere af slagsen.

De amerikanske aktier satte så sent som juleaftensdag igen rekord, nummer 39 i 2025, og markedet har vundet mere end 17 pct. siden sidste gang, nytårsraketterne blev sendt til vejrs.

SE GENNEM STØJEN

Undervejs var markedet dog udsat for en minikorrektion i januar, da kinesiske Deepseek pludselig angreb AI-temaet med en ny stor sprogmodel, som var udviklet hurtigere og langt billigere end de kendte amerikanske konkurrenter.

Markedet genvandt dog hurtigt fodfæstet og steg til flere rekordnoteringer i januar og februar, inden den nytiltrådte amerikanske præsident, Donald Trump, i starten af april på sin "Liberation Day" annoncerede markant straftold på alt og alle.

Dermed startede et udsalg af alt amerikansk, hvilket sendte S&P 500 snublende nær et bjørnemarked med et minus på lige knap 20 pct., og det stoppede først, da præsidenten efter kort tid trak i land og suspenderede sine planer i tre måneder.

- En lektie fra 2025 er, at man som investor skal se gennem støjen og Donald Trump. Selv bombastiske og voldsomme ændringer som told har ikke kunne ryste markedet. Og vi har ikke kunnet se de helt store konsekvenser i handelsstrømmene endnu, lyder det fra Sampensions viceinvesteringsdirektør.

Han peger samtidig på, at der lige bortset fra udslaget i april ikke har været de store udsving i markedet.

- Det er lidt overraskende, konkluderes det efterfulgt af den hurtige forklaring, at det skyldes AI-aktiernes store og nærmest vedvarende fremgang.

AI STADIG ET TEMA

Kunstig intelligens som investeringstema har dog vist svaghedstegn den sidste del af 2025, da investorerne har stillet spørgsmålstegn ved, om de store investeringer i udbygningen af infrastruktur vil blive fulgt at tilstrækkeligt med afkast.

AI vil, vurderes det i Sampension, stadig være et meget vigtigt tema for økonomien og for investeringerne, men mulige sprækker i den amerikanske økonomi kan også blive en negativ faktor.

- Vi ser nemlig et svagere arbejdsmarked, og økonomien i USA ville være gået lidt i stå uden de store investeringer i datacentre. Så den er ikke så stærk.

Måske af samme grund har Donald Trump krævet markant større rentesænkninger for at støtte økonomien, og på netop dette område vil Jesper Nørgaard ikke afvise, at den amerikanske præsident "har haft ret" i behovet for lavere renter.

Inflation er dog ikke rigtig kommet ned, påpeger viceinvesteringsdirektøren dog også. Måske på grund af præsidentens mange toldsatser. Og det har tvunget centralbanen i USA til at holde igen. Og senest har den i december blot signaleret en enkelt rentenedsættelse i det nye år.

Her har Sampension et mere lempeligt bud.

- Vi læner os måske ind i et par rentenedsættelser mere, men det er vitterligt et dilemma, om det er det rigtige. Det vil dog i givet fald være understøttende for aktiemarkedet.

FINANSIERET AF UNDERSKUD

Yderligere rentesænkninger vil imidlertid også tale ind i en af de risici, som Jesper Nørgaard ser foran sig. Det vil nemlig stejle rentekurven og gøre det dyrere at have mere langsigtet gæld. Og det har USA en hel del af med en samlet statsgæld omtrent 38.000 mia. dollar, hvilket desuden er en af årsagerne til, at præsidenten vånder sig over renteniveauet.

- Aktiefremgangene i USA er måske bare betingede af store offentlige underskud, der har pumpet penge ud i økonomien, og amerikanerne har købt aktier for pengene. Muligvis har vi set et langt et aktierally, som er finansieret af offentlige underskud i USA, lyder det fra Sampensions viceinvesteringsdirektør.

- Risikoen er, at underskuddet ikke er bæredygtigt.

DEN STØRSTE RISIKO

Den største risiko lige nu ser Jesper Nørgaard dog i koncentrationen i det amerikanske aktiemarked, hvor de ti største selskaber i den grad har tegnet sig for stigningerne de senere år. Her har især entusiasmen for kunstig intelligens været en kursdriver.

- En AI-boble af en eller anden form er i mine øjne den største fare. Det er den største position for investorerne med den største koncentration, så det skal man forholde sig til.

- Der kommer måske ikke et kollaps, men mindre kan også gøre det for at udløse en korrektion, da forventningerne er så store.

Han peger dog på, at den risiko efterhånden har været "talesat" i lang tid, og alle investorer har derfor haft en mulighed til at forholde sig til den, selv om de fleste "nok ikke" har gjort noget.

Investorerne skal dog ikke stirre sig blinde på teknologisektoren.

- Det kan være faren kommer et helt andet sted fra. Det kan være USA går i recession, lyder det fra Sampensions Jesper Nørgaard.

Hvis aktierne i USA også stiger til næste år, vil det være fjerde år i træk, at det sker. Den længste vinderrække siden finanskrisen. Og muligvis, hvis det går lidt bedre end de normale afkast, vil det også være det fjerde år i rap med tocifret fremgang, hvilket ikke er set siden dotcom-boblen i 1990'erne.

I 2024 og 2023 blev det nemlig ligledes til meget flotte aktiefremgange i USA på henholdsvis 23 og 24 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 60 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig