Plastkoncernen SP Group sluttede stærkt af i fjerde kvartal og formåede dermed akkurat at levere sit bedste årsregnskab nogensinde.
Det viser foreløbige og ureviderede regnskabstal. Selve årsregnskabet offentliggøres den 25 marts, hvor SP Group også kommer med forventninger til 2026.
Fjerde kvartal viser en markant salgsfremgang på 100 mio. kr., eller næsten 14 pct., til 827 mio. kr. fra 727 mio. kr.
Driftsresultatet, EBIT, steg desuden til 128 mio. kr. fra 90 mio. kr.
- I fjerde kvartal sætter vi rekord på omsætning og indtjening og kommer tilbage på vækstsporet. Efter et turbulent år præget af geopolitisk uro og stor usikkerhed på de globale markeder og kraftig opbremsning i andet og tredje kvartal realiseres 2025 på hidtil bedste niveau, siger Lars Bering, administrerende direktør i SP Group.
Det holdt dog hårdt.
Omsætningen på årsbasis steg afdæmpet med 0,9 pct. til 2948 mio. kr. fra 2922 mio. kr. Driftsresultatet voksede lidt mere med 3,2 pct. til 398 mio. kr. fra 386 mio. kr., mens bundlinjen var uændret 345 mio. kr.
Tabel over SP Groups årsregnskab for 2025 baseret på foreløbige regnskabstal:
| Mio. kr. | FY 2025 | FY 2024 |
| Omsætning | 2948 | 2922 |
| EBITDA | 595 | 589 |
| EBIT | 398 | 386 |
| Resultat før skat | 345 | 345 |
.\\˙ MarketWire