Scandinavian Tobacco Groups direktør er godt tilfreds med det andet kvartal, som selskabet har landet. Og resultaterne taler da også for sig selv, da mange af posterne lander højere end ventet blandt analytikerne.
- Jeg synes, at vi er begyndt at se gode tegn på, at vi kan stabilisere forretningen. Og det er rigtig, rigtig vigtigt for os her ind i 2026, efter vi havde et svært 2025, siger administrerende direktør Niels Frederiksen til MarketWire.
Han påpeger, at stabiliseringen er sket for de håndrullede cigarer, der fortsætter med at vokse, samt en fornuftig udvikling i både forretningen med nikotinposer og det, selskabet kalder for "power brands".
- De ting, vi gerne vil have, der vokser, de vokser. Men det allervigtigste for os er i virkeligheden, at vi har fået stabiliseret vores marginer, sådan at vi ikke mister bruttoavance i forhold til året før, hver gang vi sælger for en krone, siger Niels Frederiksen.
Kvartalet er begunstiget med en refusion af amerikansk told - men i den modsatte retning trækker en ekstraordinær udgift på nedskrivning i forbindelse med dårlig kvalitet af tobak til maskinrullede cigarer, som STG har oplevet på især det franske marked.
- Det er utroligt sjældent, og ikke noget, vi har oplevet i 25 år, men som har gjort, at vi har måttet rotere nogle produkter rundt i markedet. De to poster går mere eller mindre lige op, forklarer han og fortsætter:
- Det flytter lidt rundt på marginerne på nogle af forretningerne, men når man sådan kigger på den overordnede performance, så opvejer de to poster hinanden.
Problemet med kvaliteten på tobakken betyder, at der er taget varer retur, som er blevet nedskrevet.
- Det handler om, at vi har fået noget tobak leveret, som ikke har den normale brandbarhed. Og selv om vi tjekker for de her ting normalt, så har det her været mere alvorligt, end vi har set på noget tidspunkt for. Vi finder først ud af det, da kunderne begynder at klage - og så skal vi erstatte produkter og levere nye i markedet, siger Niels Frederiksen og fortsætter:
- Og det rammer vores markedsandel lidt i kvartalet, og det kommer også til at påvirke lidt i tredje kvartal. Men varerne er udskiftet, og vi er ved at fylde markedet op igen med gode produkter.
.\\˙ MarketWire