Det lakker mod enden på dette kvartals regnskabssæson - men fra amerikansk hold er der lige et svirp med halen til gode.
I løbet af ugen kommer investordarlingen og verdens mest værdifulde koncern, Nvidia, med regnskab. Og det kan overordnet svinge taktstokken over boomet i kunstig intelligens, AI, og om eventuelle bekymringer herom skal i skammekrogen - men også mindre selskaber står på spring med friske tal.
Tirsdag er det Zoom, der især blev kendt under corona med sin virtuelle mødeplads, der kommer med præstationen for andet kvartal. Sammenligningsgrundlaget med perioden sidste år er vanskeligt grundet højere priser, men produktpakkerne inden for telefoni og kundeservice forventes at øge indtjeningen fra kerneprodukt inden for netop videomøder, skriver Bloomberg Intelligens.
NVIDIA-DAG PÅ ONSDAG
Onsdag er det Nvidia-dag. Og chipkoncernen kan endnu en gang give meget stor markedseffekt med sit regnskab, hvor forventningerne i markedet igen er skyhøje, før tallene bliver lagt frem. Nvidia forventes at forlænge sin rekordfortjenester med endnu et kvartal med en fordobling af omsætningen fra datacentre i forhold til for et år siden, viser konsensus. Og der kan være en opjustering med til markedet på baggrund af virksomhedens opskalering af GB300 og lanceringen af den næste generation af Vera Rubin-platformen, der forventes senere på året, vurderer finanshuset Susquehanna ifølge Bloomberg.
Softwareselskabet Salesforce kommer ligeledes med friske tal onsdag. Og selskabet ventes at levere et beskedent bedre resultat end forventet og hæve sine overskudsprognoser, drevet af styrken i Slack og Agentforce samt stabilitet inden for salg og service, skriver finanshuset Piper Sandler i en kommentar. Men højere omkostninger til hukommelse vil sandsynligvis tvinge kunderne til at se på udgifterne og udskyde nye softwareaftaler, hvilket kan resultere i en afmatning i antallet af nye aftaler for Salesforce.
Crowdstrike, der laver software inden for cybersikkerhed, ventes ligeledes at komme bedre ud, idet virksomhederne øger deres investeringer i cybersikkerhed, da agentbaseret AI skaber bekymring. Og fremdriften forventes at fortsætte langt ind i næste år ifølge TD Cowen.
Som rosinen i pølseenden lander også HP onsdag, hvor eksponering over for vedvarende prisstigninger på hukommelse og lagerplads kan gøre det svært at opnå en kortvarig lettelse af marginerne, vurderer Bloomberg Intelligens.
LAVPRISKÆDER TIL EKSAMEN
Torsdag går regnskaberne fra AI til butikskunder, hvor lavpriskæden Dollar Tree forventes at overstige den øvre grænse af sin prognose for indtjeningen per aktie i kvartalet, da blandt andet en øget markedsføring skaber øget kundetrafik, lyder det fra UBS. Men de pressede amerikanske kunder udgør fortsat en udfordring for både Dollar Tree og konkurrenten Dollar General, der ligeledes kommer med regnskab. Dollar Generals butikker ligger hovedsageligt i landdistrikterne i USA, hvor forbrugerne er blevet uforholdsmæssigt hårdt ramt af ændringer i offentlige støtteprogrammer.
Forbrugerelektronikkæden Best Buy sætter punktum for ugens større regnskaber torsdag, og selskabet ventes at overgå konsensusestimaterne og hæve sine forventninger på baggrund af en bredere styrke på tværs af sine salgskategorier. Sommerudsalg, efterspørgsel efter de såkaldte RGB-fjernsyn og indkøb til skolestart har skubbet på kundetrafikken.
.\\˙ MarketWire