31. mar. 2026 kl. 04:34
50 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Storbank: Udsigterne for Ørsted er drejet solidt i den positive retning - GENT

Storbank: Udsigterne for Ørsted er drejet solidt i den positive retning - GENT

Aktien i Ørsted fik mandag en solid hestesko fra Bank of America, der valgte at løfte sin anbefaling af den ellers kursplagede danske aktie til "køb" og samtidig løfte kursmålet fra 155 til 180 kr.

Investeringsbankens analyse sendte Ørsted helt til tops i C25-indekset mandag med et kursplus på 7,0 pct. til 153 kr.

Årsagen til det mere optimistiske syn på den danske energiaktie er ifølge Bank of America, at krigen i Mellemøsten har drejet udsigterne "solidt" i en "positiv retning", skriver Recharge News.

Siden USA og Israel i slutningen af februar angreb Iran er de globale oliepriser steget mere end 50 pct., og netop mandag lukkede olieprisen i USA for første gang siden juli 2022 over 100 dollar per tønde.

I forvejen har EU planer om frigøre sig fra olie og gas fra Rusland, og det nylige oliechok vil blot, mener storbanken, sætte yderligere skub i arbejdet for energiuafhængighed i Europa.

- Vi ser især havvind som en potentiel begunstiget, da teknologien kan levere store mængder strøm med relativt høje kapacitetsfaktorer, hedder det i en analyse.

Og selv det amerikanske marked, der ellers har plaget Ørsted med Danmarksrekord i nedskrivninger, ser nu bedre ud, mener investeringsbanken.

Den peger i den forbindelse på, at de amerikanske myndigheders mulighed for at anke Ørsteds tidligere sejre i retssager om byggestop for både Revolution Wind og Sunrise, store havvindprojekter på den amerikanske østkyst, enten er eller er ved at være forpasset.

Ydermere er den nylige aftale mellem Totalenergies og den amerikanske regering, om at oliekæmpen modtager næsten 1 mia. dollar i støtte til olie- og gasprojekter for at lukke et havvindprojekt også godt nyt. Selv om Ørsted ikke kan vælge at øge sine investeringer i sort energi i USA.

- Vi mener, at dette kan tolkes som et tegn på, at den amerikanske regering erkender, at den ikke vilkårligt kan trække lejekontrakterne tilbage.

Bank of America regner ydermere med, at Ørsted vil genoptage investeringerne i landvind og sol i USA for at fylde hullet i sin pipeline i kølvandet af, at andre store havvindprojekter er blevet droppet.

- En række af Ørsteds branchekolleger øger investeringerne i landbaserede anlæg i USA, drevet af høj efterspørgsel efter ny elproduktion og et attraktivt afkastmiljø, og vi indregner nu 1 GW om året af nye landbaserede installationer i USA fra 2028 og frem, hedder det ifølge Recharge News fra banken.

70 pct. af den kapacitet anses for at blive opført i form af solceller, mens 30 pct. vil komme fra landvind.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 225 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig