29. dec. 2025 kl. 10:36
81 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

TCM Group er vokset i Norge: "Det er gået bedre end frygtet"

TCM Group er vokset i Norge: "Det er gået bedre end frygtet"

Køkkenkoncernen TCM Group har i løbet af årets første tre kvartaler set en positiv trend i salget i Norge, som topchef Torben Paulin ellers ikke havde de store vækstforventninger til fra årets start.

- Det er nok gået en lille smule bedre, end jeg frygtede. Det er der, hvor den forsigtige optimisme alligevel har været rigtig, siger Torben Paulin i et interview med MarketWire.

- I tredje kvartal havde vi en vækst i omsætningen i Norge på 7 pct., og vi havde også fremgang i andet kvartal. Så det er gået lidt bedre end frygtet. Men det er ikke sådan, at der rigtigt er gang i det endnu, uddyber han.

Noget af det, der kan sætte ekstra skub i efterspørgslen, er lavere renter, og her har Norges Bank holdt sig mere tilbage end centralbankerne mange andre steder.

Ved indgangen til 2025 var den ledende rente i Norge på 4,5 pct., men den blev sat ned med 25 basispoint i august og med yderligere 25 point i september, hvorefter renten er nede på 4,0 pct.

RENTENEDSÆTTELSER LADER VENTE PÅ SIG

Til sammenligning har Den Europæiske Centralbank, ECB, i år sænket sin ledende rente fire gange - senest i juni - hvilket har bragt bankens indlånsrente ned på 2,0 pct. fra 3,0 pct. ved årsskiftet.

- I Norge lader rentenedsættelserne lidt vente på sig. Men jeg tror godt, at den forsigtige fremgang, vi har set i Norge i år, kan fortsætte for os næste år, siger Torben Paulin.

TCM Group styrkede sin position betydeligt i Norge tilbage i juli 2023 gennem købet af Aubo Production, som distribuerer via 55 shop-in-shops i Norges førende distributør af byggematerialer, Optimera.

Derudover har TCM Group i Norge otte konceptbutikker under brandet Svane Køkkenet.

TCM-koncernen har i løbet af årets første ni måneder omsat for 946,1 mio. kr., hvor den norske forretning har bidraget med 181 mio. kr. svarende til 19 pct. af den samlede omsætning.

Langt størstedelen af koncernens omsætning hentes i Danmark, som med 756,8 mio. kr. efter ni måneder udgjorde 80 pct. af salget.

Udover Aubo Production står TCM Group bag brands som Svane Køkkenet, Tvis Køkken og Nettoline.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 89 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig