En frisk købsanbefaling og en stribe ordrer på kvartalets sidste dag gjorde godt for Vestas, der tirsdag tog førstepladsen i det danske C25-indeks.
God stemning var der næsten fra top til bund i det danske eliteindeks, efter meldinger om at USA's præsident, Donald Trump, ifølge Wall Street Journal har sagt til sine rådgivere, at han er klar på at afslutte krigen i Iran, selv hvis det bliver uden en genåbning af Hormuzstrædet.
Det danske C25-indeks steg 0,9 pct. til 1680,97 med plusser til 19 af indeksets 25 aktier.
- Markederne bevæger sig i krydsfeltet mellem håb og frygt. En af årsagerne til de positive markeder er forlydender om, at der er en dialog fra amerikansk side med et konsortium af lande, der forsøger at opretholde en dialog. Det er håbet om, at der kan findes en fredelig afvikling af konflikten, siger viceinvesteringsdirektør Otto Friedrichsen fra Formuepleje til MarketWire.
VESTAS TOPPEDE
Fire europæiske ordrer og en købsanbefaling fra Rothschild & Redburn Co. gjorde godt for Vestas, der tirsdag steg 3,8 pct. til 190,15 kr.
Vindmølleproducenten kunne vanen tro præsentere nye ordrer på kvartalets sidste dag. I alt blev der præsenteret 249 megawatt, MW, i løbet af den danske børshandel. Ved slutfløjtet på københavnerbørsen kunne der konstateres annoncerede ordrer på 4016 MW.
Vestas fik oven i hævet anbefalingen til "køb" fra "neutral" hos Rothschild & Redburn Co. med det nye kursmål 230 kr. fra 155 kr.
Også høreapparatproducenten Demant fik rosende ord med på vejen fra analytikerne. Roserne kom fra Danske Bank, der har noteret positive tilbagemeldinger på Demants seneste lancering, Oticon Zeal.
Det har kastet en løftet anbefaling til "køb" fra "hold" af sig, og kursmålet blev sat op til 255 kr. fra 210 kr. Dertil vurderer analytiker Carsten Lønborg Madsen, at GN's frasalg af høreapparatforretningen kan komme Demant til gode.
Aktien steg 3,8 pct. til 193,90 kr.
DSV blev også tilsmilet af positive meldinger fra analytikerkorpset. De kom fra Deutsche Bank, der mener, at DSV er "best in class", også selv om speditøren ikke slipper for at blive påvirket af krigen i Iran som følge af de stigende energipriser, fremgår det af en analyse ifølge Finans.
Købsanbefalingen blev gentaget, mens kursmålet blev sænket til 1796 kr. fra 1980 kr.
DSV steg 1,1 pct. til 1531 kr.
SEKTORROTATION GJORDE GODT FOR UNIBREW
Royal Unibrew klarede sig også i grønt tirsdag efter en sektorrotation mod defensive forbrugsaktier, bemærker Jyske Banks aktieanalytiker Haider Anjum.
Rotationen skal skærme investorerne mod den geopolitiske uro, lyder forklaringen. Oven i kom læskedrikkoncernen A. G. Barr med en stærk årsafslutning for 2025/26, hvilket smittede positivt af.
Unibrew steg 1,0 pct. til 524,50 kr., og Carlsberg fulgte efter med et mere behersket plus på 0,7 pct. til 803,20 kr.
ISS har forlænget en servicekontrakt med en mangeårig global kunde med to år.
Aftalen dækker flere forskellige services og har en årlig værdi af mere end 700 mio. kr., fremgår det af en pressemeddelelse fra ISS.
Aktien vandt 0,3 pct. til 234,60 kr.
ALK fik tirsdag godkendt sin adrenalinbehandling af anafylaktisk chok, EURneffy, til behandling af patienter fra fire år af EU-Kommissionen.
Aktien vandt 0,6 pct. til 202,20 kr.
.\\˙ MarketWire