Der var torsdag lidt opmuntring hos Ambu efter onsdagens regnskabslussing, og Vestas gjorde ligeledes en god figur oven på positivt analytikernyt. Men i modsat ende trak Novo Nordisk ned.
På de bredere kanter fik den amerikanske chipkæmpe Nvidia stor tommel op for sit regnskab onsdag aften, og det gav optur til teknologisektoren både i Europa og USA.
Det vrimler dog ikke ligefrem med teknologiaktier herhjemme, og i C25-indekset gik det også bagud med 0,2 pct. til 1917,50 torsdag.
- Det er helt tydeligt, at det er teknologiaktier, der bliver handlet mest op. Dem har vi jo ikke så mange af på det danske marked. Vi ser en lille sektorrotation ud af defensive aktier og tilbage i teknologi. Det kan mærkes herhjemme, især fordi markedet sælger ud af farma, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.
AMBU GENVANDT TERRÆN
Ambu endte med et pænt plus på 6,2 pct. til 70,15 kr. Det var dog en ringe trøst for onsdagens nedtur på 15,8 pct., som blev udløst af regnskabet for tredje kvartal 2025/26.
Her blev der skruet på forventningerne, så der nu ventes en organisk vækst på omkring 10 pct. mod tidligere 10-12 pct. Ambu indikerede til gengæld, at overskudsgraden, EBIT før særlige poster, vil ligge i toppen af prognosen på 12-14 pct. som følge af toldrefusioner.
Vestas steg desuden 4,3 pct. til 216,70 kr. Vindmølleproducenten vil næste år nå sit mangeårige mål om driftsmargin på 10 pct., vurderede det tyske finanshus Berenberg, som efter det stærke regnskab for andet kvartal løftede anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold".
Kursmålet blev samtidig sat op til 240 kr. fra 196 kr., fremgik det af et analysenotat torsdag.
- Vi hæver vores indtjeningsestimater markant og opgraderer Vestas til "køb" med et kursmål på 240 kr. efter et exceptionelt godt resultat i andet kvartal 2026, der overgik forventningerne, samt den efterfølgende opjustering af forventningerne, skriver Berenberg.
NOVO BLEV SÆNKET TIL "SÆLG"
Novo Nordisk fik omvendt sænket sin anbefaling til "sælg" fra "hold" hos Deutsche Bank. I samme ombæring blev kursmålet sænket til 265 kr. fra 290 kr.
Novo fik desuden accepteret sin ansøgning om markedsføring af vægttabsmidlet Wegovy-pillen i Kina, meddeler det i en meddelelse torsdag ifølge Reuters. Med den accepterede ansøgning i Kina tager Novo et vigtigt skridt hen imod en endelig godkendelse.
Men på en generelt sur dag for medicinalaktier - krydret med den sænkede anbefaling fra Deutsche - endte Novo i C25-bunden med et minus på 3,2 pct. til 295,25 kr.
Mærsk fik løftet sit kursmål med 17 pct. til 20.500 kr. fra 17.500 kr. af den britiske bank Barclays med den fortsatte anbefaling "ligevægt", fremgik det af Bloomberg News.
B-aktien faldt dog 0,8 pct. til 21.530 kr.
Hos Pandora løftede Bernstein sit kursmål til 440 kr. fra 370 kr., men samtidig blev den negative anbefaling "underperform" fastholdt.
Smykkeaktien vandt frem med 1,3 pct. til 841 kr.
AL SYDBANK FORTSATTE REKORDRIDT
AL Sydbank fik desuden løftet sit kursmål til 730 kr. fra 680 kr. af finanshuset ABG Sundal Collier ifølge data fra Bloomberg News. Anbefalingen af aktien hedder stadig "køb".
Bankaktien steg med 0,7 pct. til 668 kr., og dermed blev det atter en frisk lukketop for aktien. Det var fjerde rekorddag i træk og femte dag i streg med stigninger.
Torsdagens regnskabsaktuelle selskaber skulle findes uden for C25-indekset med tal fra blandt andre MT Højgaard, hvis andet kvartal har været præget af den tidligere annoncerede nedskrivning på joint venturet Nordhavnstunnelen.
Aktien steg dog efterfølgende 0,7 pct. til 284 kr.
Regnskabsaktuel var også Scandinavian Tobacco Group sent onsdag, og den offentliggørelse blev torsdag positivt modtaget med en kursstigning på 5 pct. til 75,20 kr.
.\\˙ MarketWire