Novo Nordisk, NKT og Carlsberg holdt torsdag stand i toppen af C25-indekset, som ved middagstid skiftede fra minus til plus i takt med, at en bekymrende stigning i oliepriserne blev vendt til et opmuntrende fald.
Og tilsvarende var GN, Pandora og DSV den mere triste trio i bunden af indekset, som sluttede i 1740,75 eller 1,4 pct. højere end lukkeniveauet onsdag.
Med i bunden af indekset var også dagens store regnskabsmæssige trækplaster - Danske Bank, som fortsatte stimen af kvartalsrapporter, der ventes at tage til i de kommende uger.
- Vi skal være opmærksomme på, at vi kikker ind i regnskabssæsonen nu efter en lang periode, hvor alt har drejet sig om Mellemøsten. Vi så ved årsregnskaberne, at hvis du bare rammer det mindste ved siden af skiven, så straffer markedet dig hårdt. Derfor er mange investorer nervøse på vej ind i Q1-regnskabsæsonen. Der skal ikke meget til, at du skuffer, og når du skuffer, så er der ikke mange købere i markedet til at understøtte aktien, varsler Mads Zink, chefaktiehandler i Danske Bank.
GODT NOVO-NYT FRA FLERE KANTER
Novo Nordisk trak op med et plus på 6,5 pct. til 272,25 kr.
Torsdag eftermiddag kom det ifølge Bloomberg News frem, at den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, har foreslået at fjerne blandt andet semaglutid og liraglutid, samt tirzepatid fra en liste ved navn 503B.
Af FDA's hjemmeside fremgår det, at de såkaldte "compoundere" ikke må blande efterligninger, medmindre stofferne fremgår af listen 503B, eller midlet er på FDA's mangelliste. Forslaget kan dermed skærme Novo og Lillys bedst sælgende lægemidler Ozempic og Wegovy / Mounjaro og Zepbound bedre mod blandede versioner eller kopier.
Tidligere torsdag leverede ærkerivalen Eli Lilly et stærkt regnskab med tilhørende opjustering. Samtidig er europæiske medicinalaktier i medvind over en bred kam.
- Man kan altid diskutere om de gode tal fra Eli Lilly er positive eller negative for Novo. Men i hvert fald er der kommet nogle tal, man kan tolke lidt positive i forhold til Novo, mener Mads Zink.
Carlsberg steg 3,1 pct. til 862,20 kr. efter et plus på 2,5 pct. onsdag efter fremlæggelse af regnskab. Og NKT steg 3,7 pct. til 938,50 kr. uden selskabsspecifik anledning.
DSV DØJEDE MED DØNNINGER
DSV kom allerede med sine kvartalstal onsdag, og de var mildt til den skuffende side blandt andet for driftsoverskuddet. Aktien faldt 3,9 pct., og torsdag fortsatte faldet med et tab på 2,6 pct. til 1558,50 kr.
- Det er efterdønninger fra i går. DSV er et selskab, hvor man er vant til, at de leverer inden for skiven. Så der skal ikke så meget til, at den falder. Men det var ikke en slem skuffelse, siger Mads Zink.
Schweiziske UBS sænkede ifølge Bloomberg News sit kursmål for DSV til 1945 kr. fra 2050 kr., og Barclays har nedjusteret kursmålet til 2100 kr. fra 2200 kr. Også de nye kursmål fra de to finanshuse ligger langt over den aktuelle pris for aktien.
- DSV er alles "darling", konstaterer Mads Zink. 24 ud af 25 analytikere anbefaler "køb" af aktien, påpeger han. Ingen anbefaler "sælg".
Med i bunden af C25-indekset faldt GN 1,2 pct. til 95,74 kr. GN fik sænket kursmålet hos Citigroup til 119 kr. fra 141 kr.
Pandora faldt 1,1 pct. til 483,80 kr. uden selskabsspecifik baggrund.
DANSKE BANK FALDT PÅ REGNSKAB
Tæt på bunden af C25-indekset tabte Danske Bank 0,6 pct. til 327,30 kr. efter fremlæggelse af kvartalsregnskab torsdag morgen.
Regnskabet er lidt under det ventede på bundlinjen. Derimod er bankens nettorente- og gebyrindtægter samt nye finansielle mål positivt overraskende. Regnskabet er dertil krydret med et ekstraordinært udbytte på 5 mia. kr., og banken lover, at den fremover vil udbetale 60-70 pct. af årets resultat til aktionærerne mod tidligere 40-60 pct.
Coloplast har fået sat anbefalingen ned til "neutral" fra "køb" hos Bank of America, efter at medicoselskabet i sidste uge nedjusterede forventningerne.
Aktien i Coloplast faldt onsdag 2,5 pct., og torsdag faldt den 1,1 pct. til 393,90 kr.
MÆRSK STEG PÅ FORTSAT URO
I C25-indeksets grønne afdeling steg Mærsks A-aktie 1,8 pct. til 14.940 kr., og Mads Zink ser fremgangen som resultat af den forstærkede bekymring over uroen i Mellemøsten.
- Der er ikke noget, som tyder på, at vi får løst situationen i Mellemøsten, konstaterer Mads Zink.
Omvendt viste World Container Index'et (WCI) et ratefald på 0,7 pct. i den forgangne uge.
Zealand Pharma og partneren Roche er klar til at sende det store vægttabshåb petrelintid i fase 3-studier i andet halvår af 2026. Det oplyste selskaberne i en fælles meddelelse onsdag aften. Zealand Pharma har også fået analytikernyt fra SEB, der hæver både anbefaling til "køb" fra "sælg" og kursmålet til 475 kr. fra 380 kr. Men Zealand faldt 0,5 pct. til 299,40 kr.
.\\˙ MarketWire