Der er stigende sandsynlighed for, at forsikringskoncernen Tryg kommer til at løfte forventningerne til 2027.
Det vurderer Danske Bank forud for regnskabet den 15. april, hvor Tryg som det første af C25-selskaberne gør status for årets første tre måneder.
- Selvom den svenske valuta er blevet svækket over den seneste måned, mener vi stadig, at Tryg er på vej til at overgå sin prognose for forsikringsresultatet i 2027 på 8,2 mia. kr. målt på midtpunktet, skriver Danske Bank.
Tryg sigter specifikt efter et forsikringsresultat i 2027 på 8,0-8,4 mia. kr., som blev meldt ud i december 2024 i forbindelse med lanceringen af sin strategiplan.
Danske Bank regner med, at Tryg vil nå et resultat, der er noget højere end toppunktet. Blandt andet drevet af en underliggende forbedring af skadesomfanget i forhold til præmieindtægterne.
- Baseret på vores forventninger om en forbedring på 40 basispunkter i den underliggende skadesprocent i 2026 og 2027 og en præmievækst på 3,5 pct. i lokale valutaer venter vi et forsikringsresultat på 8,7 mia. kr. i 2027, skriver Danske Bank.
I næste uges regnskab for første kvartal af 2026 venter banken, at prisjusteringer vil fortsætte med at vise et positivt bidrag til forsikringsresultatet. Desuden ses den generelle skadesinflation forblive under kontrol, ikke mindst i Norge.
- Vi venter en forbedring af Trygs underliggende skadesprocent i første kvartal på 40 basispoint på årsbasis til 71,5 pct., mens vi forventer færre vejrskader end normalt trods en kold vinter, skriver Danske Bank.
Specifikt venter banken for kvartalet et forsikringsresultat på 1635 mio. kr.
.\\˙ MarketWire