Krigen i Iran fortsætter med at sætte sit præg på finansmarkederne.
Tirsdag nærmer prisen på en tønde Brent-olie sig 100 dollar, og samtidig er de tyske obligationsrenter tæt på højeste niveau siden 2011.
Det følger angreb fra Houthi-bevægelsen i Yemen, der ifølge Reuters har beskudt en saudiarabisk energifacilitet og såret 73 mennesker.
Houthierne har angrebet de saudiarabiske byer Abha, Khamis Mushait, Jazan og Najran, fortæller den militante bevægelse selv. Det statsejede olieselskab Saudi Aramco har energifaciliteter i netop de byer.
Houthi-bevægelsen er allieret med styret i Iran.
Forstyrrelsen af olieforsyningen sender tirsdag oliepriserne op. En tønde af nordsøolien Brent koster tirsdag formiddag 99,11 dollar mod 97,79 dollar mandag eftermiddag. Det er det højeste niveau siden 23. juli i år.
De højere energipriser frygtes at sende inflationen yderligere i vejret. Det presser også renterne op på forventning om nye renteforhøjelser fra centralbankerne - blandt andet i Den Europæiske Centralbank, ECB, der torsdag efter al forventning hæver renten 25 basispoint ved sit rentemøde.
For den toneangivende tiårige tyske statsobligation ramte renten kortvarigt 3,40 pct. - det højeste niveau siden 2011 - men siden er renten sivet til 3,39 pct.
.\\˙ MarketWire