Fredag byder på en blandet åbning på det amerikanske aktiemarked, hvor Dow Jones-indekset holder snuden i rekordsporet for anden dag i træk.
På selskabsniveau er det chipproducenten Broadcom, som løber med overskrifterne fredag. Aktien dykker tungt, efter at torsdagens regnskab ikke har tilfredsstillet de mest optimistiske investorer.
Det brede S&P 500-indeks falder i de indledende handler 0,2 pct., mens techaktierne i Nasdaq går tilbage med 0,4 pct. Dow Jones stiger omvendt 0,2 pct.
Det følger rekorder til både S&P 500-indekset og Dow Jones-indekset torsdag, hvor det blev til plusser på henholdsvis 0,2 pct. og 1,2 pct., efter at centralbanken, Federal Reserve, aftenen forinden leverede sin tredje rentenedsættelse i træk.
Omvendt faldt Nasdaq 0,3 pct., da it-giganten Oracles skuffende cloud-indtægter gav liv til frygten for en boble inden for kunstig intelligens.
BROADCOM DYKKER TRODS OPMUNTRENDE PROGNOSE
Fredag er det så chipkoncernen Broadcom, der står i skudlinjen. Aktien dykker fra start med 7,5 pct. trods en opmuntrende prognose for de første tre måneder af det nye regnskabsår i chipkoncernens regnskab for fjerde kvartal, som blev offentliggjort torsdag efter amerikansk børslukketid.
Men investorerne har i stedet valgt at stille skarpt på chipproducentens ordrebeholdning på 73 mia. dollar inden for kunstig intelligens, der skal leveres i løbet af de næste 18 måneder. Det er ikke nok til at tilfredsstille de mest optimistiske investorer, skriver Bloomberg News.
Også de fremtidige marginer bekymrer investorerne, da den hurtige vækst i forretningen for AI-chips er begyndt at lægge pres på bruttomarginerne, lyder det.
LULULEMON SKRUER OP
Lululemon har omvendt taget hul på en fremragende handelsdag, efter sporttøjsproducenten har skruet op for forventningerne grundet et bedre end ventet tredje kvartal.
Samtidig siger selskabet farvel til topchef Calvin McDonald, der vil træde tilbage med udgangen af januar, uden at en afløser er fundet. Men efter en periode med en svag salgsvækst, er det måske også med til at løfte humøret hos investorerne.
Lululemon sendes i vejret med 13,5 pct. fra start.
Aktien i Costco får en mere afmålt behandling efter sit regnskab for første kvartal, selv om dagligvarekæmpen egentlig klarede sig bedre end ventet.
Den overordnede omsætning steg nemlig mere, end analytikerne havde spået, og det gjorde det underliggende sammenlignelige salg også. Bundlinjen var ligeledes over konsensus.
Aktien falder 0,8 pct. i de indledende handler.
.\\˙ MarketWire