09. jan. 2026 kl. 14:48
69 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Forsigtig grøn start efter blandet jobrapport

USA/åbning: Forsigtig grøn start efter blandet jobrapport

Investorerne har taget hul på ugens sidste handelsdag med små plusser på Wall Street, efter at månedens jobrapport forinden har givet et blandet billede af udviklingen på det amerikanske arbejdsmarked.

Det brede S&P 500-indeks har lagt fra land med et plus på 0,2 pct., mens det techtunge Nasdaq starter uændret. Det smalle Dow Jones går samtidig frem med 0,4 pct.

Det følger et marginalt plus for S&P 500 torsdag, hvor Nasdaq sideløbende tabte 0,4 pct. Omvendt steg Dow Jones med 0,6 pct.

Jobrapporten for december viste, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 50.000 personer i december, hvor der ifølge Bloomberg News på forhånd var spået en fremgang på 70.000.

Samtidig faldt arbejdsløsheden dog en smule til 4,4 pct.

- Jobsrapporten er blandet. Vi ser fortsat et miljø, hvor virksomhederne er tilbageholdende med at ansætte og afskedige medarbejdere. Den overordnede konklusion i dagens rapport er, at der er flere gode nyheder end dårlige i den første rettidige jobrapport i tre måneder, siger Art Hogan, chefmarkedsstrateg hos B. Riley Wealth, ifølge Bloomberg News.

Et andet vigtigt fokuspunkt ligger hos den øverste amerikanske domstol, hvor der fredag formentlig lander en kendelse om lovligheden af præsidenten Donald Trumps omfattende toldhammer.

Det kan give øget udsving på de finansielle markeder, hvis domstolen underkender toldsatserne, skriver Reuters.

STOR META-AFTALE OM LEVERING AF ATOMKRAFT

I sektoren for atomkraft har Oklo og Vistra Energy taget hul på en strålende handelsdag, efter at de to selskaber har sikret sig en række aftaler med Facebook-ejeren Meta om at levere el til datacentre.

Aftalerne vil desuden gøre Meta til den største aftager af atomkraft blandt sine datacenterkonkurrenter, skriver Bloomberg News.

Oklo stiger 13,2 pct. fra start, mens Vistra går frem med 14,4 pct.

Meta indleder sideløbende handelsdagen med et lille plus på 0,1 pct.

Medicinalkæmpen Merck kan desuden være på vej mod et stort opkøb af den kræftfokuserede biotekvirksomhed Revolution Medicines, beretter Financial Times.

En pris på 28-32 mia. dollar drøftes som led i forhandlingerne, oplyser en kilde.

Det kan dermed blive den største transaktion i medicinalindustrien i mindst to år siden Pfizers overtagelse af biotekselskabet Seagen for 43 mia. dollar.

Det sender Revolution-aktien op med 7,2 pct. i de indledende handler, mens Merck går frem med mere beherskede 0,8 pct.

USA's præsident, Donald Trump, vil købe realkreditobligationer for 200 mia. dollar, og det skal ske gennem de to statsligt støttede realkreditinstitutter Fannie Mae og Freddie Mac, skriver Bloomberg News.

- Dette vil medføre lavere realkreditrenter, lavere månedlige afdrag og gøre det mere overkommeligt at eje en bolig, skriver præsidenten på Truth Social.

Det giver optur til en række långivere og selskaber, der leverer ydelser til boligkøb. Loandepot banker i vejret med 17,2 pct., mens Opendoor Technologies og Rocket Companies stiger 12,9 pct. og 6,4 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 79 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig